Den østlige del af Danmark har oplevet en voldsom aften, nat og fredag morgen i regnvejret, tordenens og lynenes tegn.
Store mængder regn er faldet over det østlige Fyn, Sjælland og øerne. Der er fortsat ingen meldinger om skybrud, men det kan dog komme, fortæller DMI.
EFTERLYSNING: Har du taget billeder af det voldsomme regnvejr? Send dem til 1929@bt.dk.
Flere steder har himlen nærmest åbnet sig med vand, lyn og torden til følge.
»Der har været rigtig mange byger over det østlige Danmark. Endnu er der ikke meldinger om skybrud. Men det betyder ikke, at der ikke er kommet rigtig meget regn. Det viser blot, at regnbygerne har flyttet sig hurtigt. Hvis de havde været mere stillestående, så havde der uden tvivl været flere skybrud,« siger den vagthavende ved DMI Jesper Eriksen til BT.
Han fortæller, at det sikkert har føltes voldsomt, hvis man bor i den østlige del af landet. For regnskyerne har ligget over det samme bælte fra Tyskland over det østlige Fyn og op over Sjælland og øerne siden torsdag aften.
Det har resulteret i rigtig meget nedbør i det bælte, men ikke nødvendigvis over et enkelt område på kort tid, som er den tekniske definition af et skybrud - hvor der skal falde 15 mm på 30 minutter.
52 mm
Jesper Eriksen fortæller dog samtidig, at der er faldet meget vand enkelte steder - og det kan være, der er steder, som, når DMI får kigget lidt nærmere på tallene, kan klassificeres som skybrud.
»I løbet af natten er der eksempelvis faldet 52 mm ved vores målestation ved Tessebølle ved Køge. Det er rigtig meget regn, men det er faldet over hele natten. I går så vi også, at Langeland fik rigtig meget vand,« siger Jesper Eriksen.
»Der er også faldet meget vand i hovedstadsområdet. Der er typisk kommet mellem 8-15 mm. Og lokalt over 20 mm. Jeg kan også se, at der ved Tårnby er faldet hele 30 mm,« siger Jesper Eriksen, der dog påpeger, at tallene endnu ikke er endelige og skal bekræftes.
Han fortæller også, at der har været usædvanlitg meget lyn og torden over det bælte med regn, som har ligget over det østlige Danmark.
»Fra midnat og frem til morgen har vi fået 5.031 lyn over den østlige del af landet,« siger Jesper Eriksen.
Mere på vej
Og der er endnu mere regn på vej til hele landet. Det er meldingen fra DMI, der varsler om risiko for skybrud og torden i store dele af landet frem til fredag aften.
- Fredag bliver det rigtig lummervarmt, og der er mulighed for regn og tordenbyger i særligt den østlige del af landet. Der kommer også perioder med solskin, og vi har lovet temperaturer på mellem 23 og 28 grader. Lokalt kan man østpå nå op på 30 grader, siger vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.
Fredag morgen har DMI udsendt et varsel om voldsomt vejr.
Varslet gælder helt frem til midnat mellem fredag og lørdag og omfatter Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster, Fyn, København og Nordsjælland, Sønderjylland, Djursland, Odder, Trekantsområdet, Sydøstjylland, Aarhus og Samsø.
- Der er risiko for, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter og risiko for kraftig torden, skriver DMI på sin hjemmeside og uddyber:
- Torden medfører fare for lynbrande, risiko for nedbrud af elektriske systemer, risiko for mange fejlalarmer fra automatiske anlæg. Skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning) og nedsat sigtbarhed.
Allerede i løbet af torsdag målte DMI 6264 lynnedslag, mens der fredag mellem midnat og klokken seks er målt 5805.
Også regnen har væltet ned, men kun enkelte steder har der været tale om reelle skybrud.
Jesper Eriksen tilføjer dog, at hele landet formentlig får perioder med sol fredag.
- Lørdag og søndag er vi på grænsen mellem varm og kølig luft. Det betyder, at der kommer perioder med regn, byger og sol. Mange vil opleve, at det bliver køligere i løbet af lørdagen, siger Jesper Eriksen.
- Om sommeren ligger vi ofte på grænsen mellem varm og kølig luft. Det sker, at vejret slås, og når det gør det om sommeren, kommer der en del vand ud.
- Så vi starter med et par drilske dage, før den kølige luft vinder søndag. Her kommer vi til at se et vekslende skydække og enkelte, men ikke kraftige byger, siger han.
Søndag falder temperaturen til mellem 17 og 22 grader.
