Kampklædt amerikansk politi tog i går tåregas, stave og peberspray i brug mod demonstranter, der havde samlet sig i Washington for at demonstrere mod Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken.

Betjentene sprøjtede peberspray i øjnene på nogle af demonstranterne og gik løs på andre med stave, efter at demonstranterne havde væltet barrikader uden for det amerikanske finansministerium. Senere tog politiet tåregas i brug.

Arrangørerne af demonstrationen havde lovet, at der ikke ville blive brugt den form for vold, som i fjor forstyrrede forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i Seattle. Dengang blev 525 mennesker anholdt for gadeuorden og hærværk.

IMFs og Verdensbankens møde afsluttes efter planen i dag.

/ritzau/Reuter