Oplever du orkanen Irma tæt på, og har du billeder eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Miami Beach i Florida, USA, er stort set mennesketomt forud for orkanen Irma, der ventes at ramme med stor styrke søndag morgen dansk tid.

Det skriver flere amerikanske medier.

Mere end seks millioner mennesker i Florida er ifølge CNN blevet beordret evakueret, og eksperter er ikke i tvivl om, at det er en ekstremt voldsom storm, der er på vej.

Orkanen betegnes således som en af de kraftigste i Atlanterhavet nogensinde, og lørdag trak Irma et spor af ødelæggelser efter sig på flere caribiske øer, hvor øjenvidner har fortalt om store ødelæggelser.

Tidlig lørdag aften dansk tid blev orkanen nedgraderet til en kategori 3, ifølge Reuters. Nedgraderingen skete dog med forventningen om, at orkanen ville blive stærkere igen.

»Det vil blive en ødelæggende storm for det centrale Florida, Tampa, Fort Myers, Naples og hele vejen ned til Kew West,« sagde CNN's meteorolog Chad Myers lørdag aften dansk tid.

Guvenør i Florida, Rick Scott, opfordrede også lørdag beboere i det sydlige Florida til at forlade området.

»Det her er en dødelig storm, og vores stat har aldrig set noget lignende,« sagde guvenøren lørdag på et pressemøde.

Irma har på sin vej mod Florida også hærget på Cuba, hvor 24 mennesker har mistet livet i den ødelæggende storm.

Oplever du orkanen Irma tæt på, og har du billeder eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.