Fredag i den filippinske provins Pampanga gik det voldsomt for sig, da troende katolikker af egen fri vilje lod sig korsfæste.
I Danmark spiser vi chokoladeæg, drikker snaps og går muligvis i kirke, når vi skal fejre Jesu død og genopstandelse i påsken. Men på Filippinerne bliver højtiden markeret ganske anderledes.
Det kom til udtryk, da en række filippinere i anledning af Langfredag i går lod sig korsfæste for at opleve de lidelser, Jesus Kristus gennemgik.
Der årlige ritual trækker tusindvis af besøgende til provisen, der stimler sammen i for at se søm hamret ind i hænder og fødder på de troende.
Typisk hænger de troende dog kun et par minutter på korset, hvorefter de bliver taget ned og får behandlet deres blodige sår af førstehjælpspersonale, der er til stede ved begivenheden. Alligevel kan det tage op til to uger, før deres sår heler.
Filippinernes katolske kirke tager skarpt afstand fra korsfæstelserne, der har været tradition i snart 60 år i den nordlige Pampanga-provins.
Kirken kritiserer, at mange af de troende, der lader sig korsfæste, gør det for at få tilgivelse, få sygdomme kureret eller få et ønske opfyldt. Dermed er det ikke kristne handlinger, fordi de har et selvisk motiv og fordrejer budskabet om Jesus Kristus’ lidelser, mener kirken.
Omkring 80 pct. af Filippinernes indbyggere er katolikker.