Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En voldsom video bliver delt heftigt blandt unge i den sydsjællandske by Fensmark. Videoen viser et slagsmål mellem to skoleelever fra hver sin skole.

Det skriver TV Øst.

Den ene af eleverne er fra Holmegaardskolen, mens den anden angiveligt er fra Holmegaard Heldagsskole. Begge skoler ligger i byen Fensmark lidt uden for Næstved.

Skolelederen på Holmegaardskolen, Hans Stokholm, ser på videoen med stort alvor og kalder den for 'meget ubehagelig at se på'. Han fortæller til TV Øst, at både politi og SSP er involveret i sagen.

Skolelederen har kontaktet de implicerede elever fra Holmegaardskolen samt deres forældre, ligesom han har informeret om sagen på skolens intranet.

»Det er bestemt ikke noget, vi kan tolerere. Hverken selve slagsmålet, eller at eleverne filmer det og deler det med hinanden, fastslår Hans Stokholm til TV Øst.

Videoen viser angiveligt den ene elev tildele den anden et hårdt knytnæveslag i ansigtet, hvorefter den ramte dreng styrter sammen. Herefter bliver han tildelt flere slag, mens han ligger på jorden. Under hele slåskampen står en flok drenge og filmer, mens de kommer med tilråb til slagsbrødrene.

Ifølge TV Øst blev drengen, der slår, provokeret og mobbet med nogle svære personlige problemer, inden han gik til angreb.

Modsatrettede forklaringer

TV Øst mener at vide, at der er tale om et arrangeret slagsmål, hvor to grupperinger har aftalt at mødes et sted i byen for at slås. Det skulle angiveligt være sket flere gange i løbet af ugen.

I Næstved Kommunes SSP-afdeling tager man sagen meget alvorligt, men her mener man ikke, at der er tale om to grupperinger, som har aftalt at mødes for at slås.

»Det billede kan jeg ikke genkende. Vi har talt med flere af de implicerede elever, og her hører vi modsatrettede forklaringer fra både den ene og den anden side af sagen, så vi kan ikke konkludere, at der er to grupperinger, der har aftalt at mødes for at slås,« siger Anne Gunnerud Mortensen, der er SSP-konsulent i Næstved Kommune.

Hun erkender dog, at der florerer videoer af slåskampe, og det skal ifølge hende stoppes med det samme.

»Vi sætter ind akut overfor dem, det drejer sig om, men også med mere forebyggende indsatser for både elever og forældre, som skal vide, at der altså er noget her, de skal være opmærksomme på,« siger Anne Gunnerud Mortensen.

BT har forsøgt at komme i kontakt med begge skoler, hvis elever ifølge TV Øst var involveret i slagsmålet, men fortsat uden held.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.