Det danske snedkerfirma Ivan Madsen gennemgik lørdag morgen enhver tømrers værste mareridt, da en voldsom brand raserede deres ikoniske tømmerhandel til grunden.
I den fuldstændig ødelagte tømmerhandel var der i juni i år netop blevet afholdt 50 års jubilæum, da snedkerfirmaet var nogle af de første til at rykke ind i industrikvarteret på Baldersbækvej i Ishøj tilbage i 1960'erne.
Politiet og brandvæsnet var lørdag morgen ude for at undersøge og slukke flammeinfernoet, der mæskede sig i det tørre træ, men Københavns Vestegns Politi er stadig i gang med at finde hoved og hale i, hvad der er sket.
»Vi har sendt en patrulje af sted, så vi ved ikke meget endnu. Det er dog ikke til fare for nogle af beboerne,« siger vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi, der understreger, at ingen er kommet til skade eller umiddelbart var nær branden i morges.
Vagtchefen fortæller deruodver, at de endnu ikke ved, om branden var påsat, eller om der er tale om et uheld. Politiet er netop nu i gang med at undersøge omstændighederne.