En voldsom brand brød natten til onsdag ud i et 27 etagers højhus i London. Flammerne begyndte at ulme kort før klokken 01, og endnu kæmper 40 brandbiler og 200 brandfolk mod branden på stedet.
Kasper Ninn Johansen er indsatsleder ved Hovedstadens Beredskab og den øverst ansvarlige for den tekniske ledelse på et skadested. Han forklarer, at branden i højhuset i London er det absolut værst tænkelige scenarie, han kan komme i tanke om.
»Det første, der går igennem mit hoved, når jeg ser sådan en scene, er, at det er ekstremt voldsomt. Det er et 'worst case'-scenarie inden for vores fagområde,« fortæller Kasper Ninn Johansen.
Herunder kan du læse om, hvordan arbejdet forløber, når man får en melding om en brand i et højhus.
Hvad er din største frygt som indsatsleder?
»Den allerstørste frygt er, at rigtig mange mennesker er fanget på etagerne, så man skal prioritere, hvor man skal sætte ind. Man kan ikke være på alle etager samtidig, og det koster menneskeliv. Især i en situation, som den i London, hvor branden er opstået midt om natten, hvor folk sover. Det er et dilemma, hvor man eksempelvis er nødsaget til at prioritere bestemte indsatsområder, hvor man med sikkerhed ved, at der er mennesker. Det betyder, at der formentlig er andre steder i sådan en bygning, hvor der stadig er mennesker fanget, men som man ikke når frem til i første omgang. Det er ikke en rar beslutning at leve med bagefter.
Min næststørste frygt i sådan et scenarie er, hvorvidt det er en facadebrand. Det er det værst tænkelige scenarie i forhold til brand i højhuse, fordi flammerne spreder sig hurtigt og er svære at håndtere for beredskabet.«
Hvad er det første I gør, når I eksempelvis får en melding om en brand i et højhus?
»1. Jeg kigger på, om der er mennesker og forholder mig til det. Har folk ringet ind med deres lokation? Kan jeg se nogle synlige mennesker, som er fanget? Kan jeg høre dem? Hvor er de?
2. Jeg fokuserer på adgangsveje - døre og trapper - og hvor går de hen? Hvilke typer trapper er det?
3. Vi begynder taktisk at indsætte mandskab efter konkrete mål.
4. Først nu begynder vi at fokusere på branden. Hvor brænder det henne? Hvor kan det sprede sig hen?
5. Hvilken risiko er der for at bygningen kan kollapse? Hvad er sammenstyrtningsfaren?«
Hvad er det afgørende i sådan en situation?
»Vores første prioritet handler ikke om brandslukning i sådan en situation, men om at redde menneskeliv. Det er ikke flammerne, men røgen vi er bekymret for. Det er den, som folk dør af. Røg kan være dødeligt efter få minutter, så det er en altafgørende faktor for os.«
»Udfordringen med scenariet i London er, at man som indsatsleder skal prioritere. Vi kan ikke være i alle lejligheder med det samme - og det kan London Fire Brigade heller ikke, selvom de har et større beredskab end os. Min prioritering vil være at redde de mennesker, som vi ved, hvor er. Derefter handler det om at bevare flugtveje og adgangsveje i bygningen. Vi ville også mande voldsomt op, og brandfolk fra hele Sjælland ville blive kaldt ind.«
»Når jeg ser på bygningen i London, så tænker jeg, at et 27 etagers højhus er 70-80 meter højt. Det betyder, at vi ikke har stiger, der kan nå op i den højde. Der er ikke nogen i verden, der har redningsstiger i den højde. Forhåbentlig er trapperne indrettet som sikre trapper, så vores røgdykkere kan nå op til folk øverst i bygningen.«
»Vi har to vigtige budskaber til beboere i Danmark: Hjælp til selvhjælp - sæt røgalarmer op. Bliver man fanget i sin lejlighed, skal man ringe 112 og melde, hvilken lejlighed man er i, så vi ved, hvor og hvor mange vi skal eftersøge.«
Hvad er din vurdering af skadestedet lige nu?
»Jeg vurderer, at hvis meldingen er, at branden er startet på anden sal og siden har spredt sig til 27 etage, så er der tale om en udvendig brandspredning, hvilket tegner på en facadebrand og dermed ikke en indvendig brand, der er startet i en lejlighed. Men det giver også en stor risiko for, at bygningen styrter sammen. Jeg kan ikke sige, hvor længe Grenfell Tower kan stå, men jeg er overbevist om, at den kan kollapse, og jeg ville selv tilkalde specialister, som ved, hvordan man beregner de bærende konstruktioner under og efter en brand,« forklarer Kasper Ninn Johansen, som selv er på arbejde i Hovedstadens Beredskab her til morgen og afslutter:
»Alle beboerne og redningspersonalet er i vores tanker lige nu.«
Forbehold: Indsatsleder ved Hovedstadens Beredskab, Kasper Ninn Johansen, kan ikke udtale sig om, hvordan branden er opstået eller andre specifikke detaljer vedrørende branden i Grenfell Tower. Hans svar er udelukkende hans professionel vurdering baseret på billeder og nyheder fra branden.
