To personer er fløjet til Rigshospitalet efter at der tirsdag morgen opstod brand i et stråtækt hus på Lolland.

»To personer blev fløjet til Rigshospitalet i helikopter. Jeg kender ikke deres tilstand, men kan bekræfte, at det er alvorligt. En tredje person er blevet kørt til Nykøbing Falster Sygehus,« siger vagtchef Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Ole Hald Til BT.

I alt befandt syv personer sig i huset på Kirkevejen i Hillested nær Maribo, da branden opstod omkring klokken 3.18. Fire af dem kunne selv tage til sygehuset i Nykøbing Falster for at blive tilset af personalet.

»En person bor på adressen, mens de seks øvrige har været på besøg. De er alle danskere. Vi ønsker ikke at oplyse nærmere om deres identitet af hensyn til efterforskningen,« fortæller vagtchefen.

Brandfolk arbejder stadig med at efterslukke branden, som har forårsaget store skader på huset.

Politiet kender endnu ikke brandårsagen.