Ofre for forbrydelser og trafikulykker har udsigt til større erstatninger. En arbejdsgruppe under Justitsministeriet er efter halvandet års arbejde klar med en række anbefalinger til et lovforslag, der skal hæve de nuværende erstatningsbeløb til alle typer ofre - fra voldtægtsofre til fejlopererede, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Formanden for arbejdsgruppen og retschef hos Folketingets ombudsmand, Jens Møller, vil ikke løfte sløret for de konkrete dele i anbefalingerne.

- Men vi vil melde ud med en væsentlig forhøjelse, siger han.

Erstatningsansvarsloven dækker alt lige fra krænkelse af ophavsret, uberettiget varetægtsfængsling til erstatning til ofre for trafikuheld og volds- og sexforbrydelser. Men beløbet får især et ordentligt løft ved varige mén, tab af erhvervsevne og tort, der dækker over krænkelse for eksempelvis voldtægt og sexmisbrug.

/ritzau/