Når det danske damelandshold skal spille VM på hjemmebane i december, bliver det mere fire nye regelændringer.
Det internationale håndboldforbund (IHF) har besluttet, at reglerne tages i kraft for første gang ved VM for damer i Danmark, mens de helt officielt træder i kraft næste sommer fra d. 1. juli.
De fire regelændringer omhandler passivt spil, indførelsen af et såkaldt blåt kort, usportslig optræden inden for det sidste halve minut og ændringer i spillet syv mod seks.
»Dette er den mest vidtgående regelændring af de fire. Den kan få store konsekvenser for både angrebs- og forsvarsspillet, som vi kender det. Det vil ikke længere være muligt at dække offensivt, når seks spillere forsvarer mod syv, da det vil være for nemt at overspille. Samtidig vil det også ændre angrebsspillet, fordi det nu hele tiden vil handle om at komme i overtal i stedet for mand-mand. Det kan på længere sigt fremelske helt andre angrebstyper, end dem vi ser i dag,« siger DHFs sportschef Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.
- De nye regler ved passivt spil betyder, at når dommerens hånd ryger i vejret, har det angribende hold seks afleveringer, inden der skal afsluttes.
- Indførelsen af det blå kort giver nu dommeren og observatøren mulighed for at beslutte på stedet, hvorvidt en forseelse er grov nok til at give karantæne i en eller flere efterfølgende kampe.
- Reglen om at straffe usportslig optræden i kampens slutfase er allerede taget i brug i de danske turneringer, hvor det gælder det sidste minut - men til VM bliver det de sidste 30 sekunder, der vil være fokus på. Begår man en forseelse her, straffes det med et rødt eller blåt kort. Og fremover vil det altid give et straffekast til det forurettede hold. Tidligere kunne man vælge mellem at få bolden eller få et straffekast.
Det er endnu uvist, om regelændringerne også kommer til at gælde for EM for herrer i Polen til januar.
