VM-guld til Mette Jacobsen
VM-guld til Mette Jacobsen
VM-guld til Mette Jacobsen
Den danske svømmedronning Mette Jacobsen vandt i dag guld ved VM på kortbane i Athen.
I finalen i 200 meter butterfly henviste hun med tiden 2.08,10 minutter tyskeren Katrin Jaeke og polakken Otylia Jedrzejczak til anden- og tredjepladsen .
Den anden dansker i feltet, Sophia Skou, endte lige uden for medaljerækken. KVIK Kastrup-svømmeren slog hånden i bassinvæggen efter 2.09,86 minutter, og det rakte til en placering som nummer fire.
Den 26-årige Mette Jacobsen vendte som nummer tre efter de første 50 meter i det olympiske bassin, men derfra overtog den forsvarende verdensmester kontrollen med løbet, og hun sejrede hele 1,32 og 1,51 sekunder foran de nærmeste rivaler.
Med VM-guldet kompletterede Mette Jacobsen en fornem serie. Danskeren har således vundet de sidste fire internationale mesterskabsstævner på stribe, idet hun også snuppede guld i 200 meter butterfly ved kortbane-VM i Hongkong i 1999, ligesom hun i fjor tog EM-titlen på både kort- og langbane.
/ritzau/