Grundet visumproblemer må Astana ændre i deres Giro d’italia trup. Også Tinkoff-Saxo kan komme i problemer.
Helt så heldige var Astana Pro Team ikke. Holdets manager, Alexandre Vinokourov, måtte i dag skuffet meddele, at holdet har været nødsaget til at lade de to kasakhere Alexey Lutsenko og Maxim Iglinskiy blive hjemme. Grunden er, ifølge Vinokourov, for sløv indsats af den britiske ambassade i Paris.
- Det er over to uger siden, vi søgte visum til dem, og vi har stadig ikke hørt noget fra den britiske ambassade. De har heller ikke fået deres pas tilbageleveret, hvilket ikke bare tvinger os til at tage dem af Giro-holdet, de er også nødsaget til at blive i Paris, langt væk fra deres familie og venner i Kasakhstan, siger Vinokourov i en pressemeddelelse.
På holdkortet var også en tredje kasakhstaner, Andrey Zeits. Han kan forblive i truppen til det italienske løb, da han søgte visum gennem den britiske ambassade i Tyskland.
- Vi er meget skuffede over at skulle efterlade to af Kaskhstans bedste ryttere hjemme. Vi synes den larmende stilhed som den britiske ambassade i Paris udviser, står i skærende kontrast til det fantastiske arbejde, der blev leveret af deres tyske kollegaer, da de skulle registrere Andrey Zeits, slutter en skuffet Alexandre Vinokourov.
Tinkoff-Saxo har også problemer Men det er ikke kun i Kasakhstan, der er problemer. I nabolandet Rusland sidder der formentlig en ildrød Oleg Tinkov og bander og svovler over at tre af hans ryttere på Tinkoff-Saxo heller ikke har fået helt styr på deres adgangspapirer. Det drejer sig om Ivan Rovny, Nikolay Trusov og Edward Beltran, som endnu ikke har styr på deres visum.
- Uheldigvis står nogle af mine holdkammerater stadig standby. Ud af vores ni mand store trup sidder tre (Ivan Rovny, Nikolay Trusov og Edward Beltran) stadig og venter på deres visum fra den engelske ambassade. Først i morgen, blot fire dage før starten, ved de, hvorvidt de skal køre giroen eller ej. Hvis de ikke får lov, står tre andre ryttere klar i kulissen, men det er langt fra optimalt, og det sker for andre teams også, skriver holdets irske rytter, Nicolas Roche på sin blog.
Tinkoff-Saxo har endnu ikke meldt ud hvilke ryttere, der står til at skulle overtage de tre pladser, såfremt papirerne ikke når frem i tide.
feltet.dk