EU's økonomi- og finansministre gav i dag en syv mand stor vismandsgruppe til opgave at undersøge behovet for fælles regler for handel på Europas børser, der - i takt med at den fælles mønt, euroen, rykker nærmere - indgår alliancer og handler stadig flere værdier på kryds og tværs af alle grænser.

Formanden for vismandsgruppen bliver belgieren Alexandre Lamfalussy, der tidligere har været leder af Det Europæiske Monetære Institut, hvilket var forløberen for Den Europæiske Centralbank. Vismændene skal aflevere en foreløbig rapport i slutningen af november og en endelig rapport inden næste sommer.

/ritzau/