Virksomheder kan udnytte opmærksomhed omkring Hu Jintao
Det kinesiske statsbesøg i Danmark giver ikke kun danske virksomheder adgang til kinesiske politikere og erhvervsspidser. For de snu åbner det også en dør til mediernes opmærksomhed.
Det kinesiske statsbesøg i Danmark giver ikke kun danske virksomheder adgang til kinesiske politikere og erhvervsspidser. For de snu åbner det også en dør til mediernes opmærksomhed.
Kopenhagen Fur indrykker annoncer på kinesisk og Radio 24syv hænger plakater med kinesiske oversættelser af Villy Søvndal-citater op i København. Mens virksomheder som Vestas udnytter det kinesiske statsbesøg til at handle med det store land, nyder andre godt af mediernes opmærksomhed om besøget.
- Hvis man gerne vil have omtale i pressen, kan man skabe noget markedsføring under et besøg som det her. Det vil øge sandsynligheden for, at der kommer omtale. Man får mulighed for at ride med på den bølge af opmærksomhed, der er omkring det, siger Niels Henrik Eriksen, partner i marketingsbureauet Kunde & Co.
- En aktuel begivenhed med stor bevågenhed skaber samtidig mulighed for at positionere sig som en kreativ virksomhed, tilføjer han.
Reklamemanden forholder sig ikke til de konkrete kampagner. Men spørger man på Radio 24syv, nikker stationens direktør, Jørgen Ramskov, genkendende til strategien. Radiostationen har valg at oversætte en række af Villy Søvndals mest Kina-kritiske citater, men ifølge Jørgen Ramskov er der ikke tale om aktivisme:
- Det er vigtigt at understrege, at det her ikke er udtryk for en holdning. Vi har ikke en universel løsning på problemet med Kina og Tibet. Men det ligger godt til os, fordi vi er en taleradio med fokus på netop aktualitet og debat, at tage sådan et spørgsmål op på en fræk og anderledes måde, siger Jørgen Ramskov til journalisten.dk.
Plakaterne hænger i hovedstadens gader, hvor forbipasserende kan se dem, men opmærksomheden stopper ikke der. Plakaterne har været omtalt i flere medier.
- Der ligger en værdi i den omtalte, det kan skabe at gøre noget helt nyt, som for eksempel at skrive på kinesisk. Det ville man jo aldrig gøre ellers. Det gør man kun på grund af det her besøg. På den måde kan man bruge det som en kreativ løftestang, siger Niels Henrik Eriksen.
Lykkes det, kan markedsføringen nå ud til lang flere end dem, der ser en given annonce eller plakat. Hvis de er kreative nok, og udnytter en stor bølge af opmærksomhed, kan kampagnerne blive nyheder i sig selv - ikke mindst i en verden, hvor et stigende antal nyhedsmedier skærper behovet for nye historier.
- Der er øget behov for relevant indhold, så der er flere muligheder for at komme ud med sådan noget, siger Niels Henrik Eriksen.
Strategien har dog en begrænsning, understreger reklamemanden. Første gang en virksomhed skriver på kinesisk, er det en sjov nyhed. Når den tiende virksomhed gør det, er det ikke længere nyt. Kampagnerne virker kun, hvis de udnytter aktuelle begivenheder på en kreativ måde.
Den kinesiske præsident, Hu Jintao, og resten af den omkring 200 mand store delegation landede torsdag eftermiddag i Københavns Lufthavn. Dronningen, Prinsgemalen, kronprinsparret, masser af sikkerhedsfolk, bunker af journalister og Den Kongelige Livgarde tog imod.
Først lørdag rejser det kinesiske statsoverhoved videre til Mexico, hvor han 18. og 19. juni deltager i G20-mødet.