Virksomheder fravælger folk over 50 år
Arbejdsgivere gider ikke ansætte ældre medarbejdere. Heller ikke selvom der skulle mangle arbejdskraft, viser stor svensk undersøgelse.
Arbejdsgivere gider ikke ansætte ældre medarbejdere. Heller ikke selvom der skulle mangle arbejdskraft, viser stor svensk undersøgelse.
Ældre er uønskede på arbejdsmarkedet. Faktisk så uønskede, at 71 procent af arbejdsgiverne i en stor svensk undersøgelse fortæller, at de sjældent eller aldrig ansætter folk, der er fyldt 50 år. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
Undersøgelsen, kaldet Pensionsåldersutredningen, er iværksat af den svenske regering, og den bygger på svar fra blandt andet 3.000 arbejdsgivere.
Og fænomenet er ikke specielt for Sverige. På den danske side af sundet genkender jurist i HK Jeanette Hahnemann således problemet.
Siden 2006 har fagforeningens centrale jurister haft et sted mellem 10 og 30 sager om året, der handler om aldersdiskrimination. Og det er kun de sager, der ikke ordnes lokalt, men skal klares i retten.
- I forbindelse med større afskedigelser er det de ældre, man vælger fra. Vi får aldrig at vide hvorfor, men inden de bliver afskediget, er det helt normalt, at de bliver indkaldt til en seniorsamtale, hvor de bliver spurgt, om de ikke snart skulle trække sig tilbage eller gå på pension, siger Jeanette Hahnemann til Magasinet Arbejdsmiljø.
Den svenske undersøgelse konkluderer, at skønt de ældre bliver stadig mere friske, så mener mere end halvdelen af arbejdsgiverne slet ikke, at personer, som er fyldt 60, skal fortsætte med at arbejde. Heller ikke selvom der bliver mangel på arbejdskraft.
Et flertal af arbejdsgiverne i den svenske undersøgelse mener, at de ældre er dårligere uddannet end de unge, at de har meget sværere ved indlæring, og at de ikke tilpasser sig ændrede vilkår så hurtigt eller så godt som de yngre ansatte.
I HK har man tidligere undersøgt omfanget af diskrimination. Her viste det sig, at alder og handicap er de mest udbredte årsager til diskrimination.
BNB