Under ti meter vand har byen Villa Epecuen ligget skjult i 28 år. Nu har vandet trukket sig tilbage og løftet sløret for virkelighedens Atlantis.
Kurbyen Villa Epecuen i det østlige Argentina var engang en turistmagnet, der tiltrak titusindvis af besøgende hvert år. Især på grund af det saltholdige vand, der kun overgåes af Det Døde Hav.
Men efter en lagune løb over sine banker i 1985, måtte byens 1.500 beboere hurtigt indsamle deres ejendele og flygte fra oversvømmelsen.
Efter at have været nedsunket i 28 år under ti meter vand er byen igen dukket op til overfladen. De tidligere beboere kan igen vende tilbage til byens gader, men de færreste har gjort det.
Kun en ældre mand ved navn Pablo Novak er vendt tilbage til byen, hvor han bruger sine dage på at cykle rundt mellem de nu hvide og tomme ruiner med sine hunde.
»Jeg har det godt her. Jeg er bare alene. Jeg læser avisen, og jeg tænker altid på byens gyldne dage i 60'erne og 70'erne,« siger den 85-årige mand til Mirror.
En tidligere beboer, Norma Berg, fortæller, at hun havde flere hunde og katte, da hun boede i byen.
»De løb væk et par dage før oversvømmelsen ramte, og jeg så dem aldrig igen,« siger hun til Mirror og slutter:
»Jeg tror, mine kæledyr havde på fornemmelsen, at vandet var på vej.«
