Vinni Sanggaard blev enke som 29-årig, da hendes mand blev færdselsdræbt sidste år. »Det er ligegyldigt om han får to et halvt år eller tre års fængsel.«
I lørdags fejrede Vinni Sanggaard sin 30 års fødselsdag.
Egentlig skulle hun have holdt den sidste år, men det havde hun på ingen måder overskud til.
En lille måned før, hun fyldte 30 blev hendes mand dræbt i er færdselsuheld på Skjernvej nær Nr. Felding, da en hvid Fiat Ducato kassevogn i høj fart med en narkopåvirket mand bag rattet kører frontalt ind mandens bil.
»Siden er vi flyttet, og der var en masse mennesker, som jeg gerne ville takke for deres hjælp. Så nu holdt vi min 30-års fødselsdag forsinket,« fortæller Vinni Sanggaard, der egentlig er blevet 31 år.
Mandag blev manden fra den hvide Fiat Ducato idømt to et halvt års fængsel for uagtsomt manddrab på hendes mand og fik frakendt førerretten i ti år:
»Om han havde fået tre år - eller som nu to et halvt års fængsel er ikke afgørende for mig. Det bringer ikke Bo tilbage. Og jeg skal alligevel være med til at betale for fængselsopholdet via skatten. Men jeg havde bare brug for at være her for at få en afslutning på det,« fortæller Vinni Sanggaard, der overværede retsmødet mod den 32-årige dømte.
»Jeg havde brug for at se ham. Og jeg havde brug for at vide, at han ikke tog let på det, at han ikke bare sad og grinte.«
Livet skal gå videre
Vinni Sanggard var også til stede i marts, da en motorcyklist blev idømt en betinget fængselsstraf i samme sag.
»Det var lettere denne gang. Nu kendte jeg forklaringerne, og jeg havde også prøvet at være i en retssal før,« fortæller hun om den efterhånden langstrakte sag, der blandt andet er blevet udskudt fordi, den 32-årige mand skulle mentalundersøges:
»Livet skal jo gå videre. Jeg skal være en god mor for mine to børn, og det kommer også til at ske,« fortæller Vinni Sanggaard.
Hun har dog sat den gård, hvor hun og hendes mand og deres to børn på nu tre og fem år boede, til salg - og hun er flyttet ind i et hus i Grønbjerg.
»Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at bo på gården, efter det der var sket.«
Om mandagens dom så også bliver den ønskede afslutning, må tiden vise:
»Vi savner jo alle Bo. Det gør vi hver dag. Men jeg er jo kun 31 år, og jeg har stadig hele livet foran mig. Så på den måde er det rart, at der nu er sat et punktum for sagen,« siger Vinni Sanggaard.