Går du rundt med konstant oppustet mave, så kan det handle om usunde vaner.

Af Hanne Vinther Mikkelsen

Ugebladet SØNDAG Har du nogle gange så meget luft i maven, at du ligner en højgravid, så tilhører du en stor gruppe af kvinder, der lider af, at maven både ser ud og føles som en spærreballon. Men den slags topmave skyldes ikke overflødige kilo. Stadig flere kvinder i alle aldre lider af fænomenet ballonmave med luft i maven som følge af dårlig fordøjelse. Og den udspilede mave er ikke kun et spørgsmål om forfængelighed. Den kan også skade din sundhed. Heldigvis kan langt de fleste hurtigt slippe af med den ved at spise rigtigt og få nok motion.

LÆS MERE: Lavendel virker beroligende på tarmen, så lavendelblomster i din te, kan hjælpe dig hvis du døjer med oppustet mave.       

Forkerte spisevaner

Der er flere forklaringer på, hvorfor din mave bliver oppustet. En stresset hverdag med forkert mad og for lidt motion er en af de store syndere. For maveproblemer skyldes i de fleste tilfælde først og fremmest usunde vaner, men der kan også være tale om en irriteret tyktarm.

Mange kvinder går nemlig rundt med lidelsen uden selv at være klar over det. Har du tit ondt i maven, forstoppelse eller tynd mave, så er du måske en af dem. Næsten tre gange så mange kvinder som mænd lider af irriteret tyktarm, der ifølge ny dansk forskning i høj grad skyldes for fed, fiberfattig mad og for dårlige toiletvaner.

– Med fed, forarbejdet mad og siddende på vores flade bagdel det meste af tiden. Det får tarmene til at arbejde langsomt, og afføringen hober sig op. Mange af os venter også for længe med at gå på toilettet, selv om vi egentlig føler trang til det. Vores forfædre derimod satte sig, når de skulle, og det bør vi også gøre, forklarer en af de førende danske eksperter i mave-tarm-sygdomme, Dennis Raahave fra Helsingør Sygehus, til SØNDAG.

LÆS MERE: Går du rundt og føler dig sulten konstant. Her får du gode råd til hvordan du holder dig mæt.       

Farligt for din sundhed

Selv om irritabel tyktarm i sig selv er ufarligt, kan det gå alvorligt ud over helbredet på længere sigt.

Når tarmen aldrig bliver helt tømt, så kommer afføringen nemlig til at gære i tarmen. Og det kan give dig influenzalignende symptomer som feber, hovedpine, utilpashed og udmattelse.

Undersøgelser viser, at der også er en sammenhæng mellem en dårligt fungerende tarm og galdesten, hæmorider og udposninger på tarmene. Ligesom forstoppelse kan føre til flere former for underlivssygdomme, kræft og i kroniske tilfælde også hjerte-kar-sygdomme.

Den vigtige mad

Behandlingen af irritabel tyktarm og luft i maven starter med dét, du spiser og drikker. Diætister med speciale i mave-tarm problemer anbefaler at lægge kosten om til masser af grove grøntsager, groft brød, fuldkorn, fisk og magert kød. Samtidigt er det vigtigt at skære ned på sukker, salt, sodavand, mælkeprodukter og mættet fedt. Mange af os har samtidigt så travlt, at vi springer måltider over og spiser for få og for store måltider, og det gør ondt værre. Det optimale er at spise hver anden time, drikkevand med jævne mellemrum i løbet af dagen, og så huske at få motion, fordi det er med til at sætte tarmen i bevægelse. Og så er det også vigtigt at forsøge at undgå stress, for det hæmmer også tarmens funktion.