Al kørsel med vindfølsomme køretøjer frarådes over Øresundsbroen og Storebæltsbroen.

Omkring midnatstid blev Nordjylland ramt af en storm, der har fortsat sin ruskende kurs ned gennem Kattegat og videre mod Sjælland.

På grund af kraftig blæst frarådes al kørsel med vindfølsomme køretøjer som eksempelvis campingvogne tidligt lørdag morgen på Øresundsbroen og Storebæltsbroen.

Hastighedsgrænsen på Øresundsbroen er desuden blevet sat ned til 50 kilometer i timen.

Lørdag morgen når stormen Bornholm, og to færger mellem Rønne og Ystad er blevet aflyst på grund af varsel om hård blæst og høje bølger. Det drejer sig om færgeafgangen fra Rønne til Ystad klokken 06.30 og fra Ystad til Rønne klokken 08.30.

DSB har derfor aflyst lørdagens to første IC Bornholm-tog mellem Ystad og Københavns Hovedbanegård.

Blæsevejret har ifølge landets politikredse ikke givet anledning til større problemer. Et stillads er væltet ved Magleparken i Ballerup, men det har ikke medført nogen personskader, et enkelt træ er blevet knækket af vinden hist og her, og nogle havetrampoliner er kommet på afveje, oplyste vagtcheferne ved politikredsene omkring klokken 04 lørdag morgen.