SF-formandens exit vil gavne partiet, men det efterlader også risiko for ny strid mellem partiets fløje, vurderer politisk kommentator

Villy Søvndal vælger en »Lene Espersen-model« ved at droppe formandsposten og fortsætte som udenrigsminister. Der har på Christiansborg været spekuleret i hvornår noget ville ske i SFs top. Men det kommer altid overraskende, når det sker.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion på Villy Søvndals afgang som partiformand fra Radio24syvs politiske redaktør, Jesper Termansen.

- Der var ingen, der havde ventet, at det skulle være lige nu. På den anden side er det naturligt, at han gør det lige nu, hvor er der en stille periode inden efteråret og forhandlingerne om Finansloven sætter ind, siger Jesper Termansen.

Han peger på, at der er godt et år til kommunalvalget, og at SF her står til at få en katastrofal øretæve af vælgerne.

- Måske bliver der kaos lige nu og her i forhold til en kommende ledelsesstruktur, men han får samtidig skabt klaring på SFs ledelsesforhold i anden del af regeringsperioden. At han satser på ministerposten i stedet for formandsposten har været den pris, han var villig til at betale, siger Jesper Termansen og drager parallel til den tidligere konservative formand, Lene Espersen, der også valgte at gå som partiformand, da hun var udenrigsminister.

- Det er en »Lene Espersen-model«, og den havde den umiddelbare fordel for de Konservative, at den skabte ro omkring de interne partistridigheder om, hvem der i grunden var leder, siger Termansen.

Nu bliver det spændende at se, om de tre fløje i SF - traditionalisterne, de grønne og de røde folkesocialister - kan enes om at finde en kompromis-kandidat, påpeger Termansen.

- Hvis det udvikler sig til en byzantiksk intrige om formandsposten, vil det selvfølgelig bringe klarhed, men hvis de skal hen og have ekstraordinært landsmøde og en strid om magtforholdene kan det gøre ondt værre, siger han.