- Hvis man går ud og tilbyder sin arbejdskraft, må man fra skolens side side som minimum sikre sig forsikringer og instruktioner til de her unge mennesker, såfremt de nu kommer til skade, siger han.

Kritikken preller dog af som vand på en gås hos formanden for Nørre Alslev Skoles bestyrelse, John Bo Hansen.

- Jeg synes, at han skulle bruge sin energi et andet sted. Skolerne har været gennem nok besparelser, og der kommer flere og flere egenbetalinger. At børnene så kan skrabe penge sammen endda udenfor skoletiden, synes jeg er fint, siger John Bo Hansen, der glæder sig over, at eleverne ved arbejdet før har kunne få råd til fine ture til udlandet.

Men det er langt fra en ny ting, at blandt andet folkeskoleklasser laver lidt arbejde for at få råd til en lejrtur. Hvorfor pludselig gøre noget stort ud af det?

- Jeg har ikke oplevet før, at en decideret folder havner i min postkasse. Synes du, at det er okay, at man skal arbejde det dobbelte for det halve? Det har man altså et ansvar for at sige til de unge mennesker, at sådan er arbejdsmarkedet ikke, lyder det fra Niels Henriksen.

John Bo Hansen mener dog, at netop en vigtig læring om arbejdsmarkedet er involveret i dette arbejde.

- Jeg synes, at de unge lærer at tage et arbejde med det her. Men det er heller ikke sådan, at de er tvunget til at deltage. De gør det i fritiden og bestemmer selv, om de vil være med, siger John Bo Hansen og afslutter:

- H.C. Andersen sagde, at rejse er at leve. Det er også vigtigt for de unge, så de kan se andre kulture end blot den danske, og det skal en fagforeningsmand ikke sætte en stopper for.