Kan du skrabe 2,2 mio. kr. sammen til et boligkøb?

Så kan du blive tyvedobbelt husejer.

Boligsiden Boliga har fundet de billigste udbudte villaer i hver by over hele landet, og man skal ikke have mere end et par millioner kroner med for at kunne sørge for husly til det meste af sin familie.

De suverænt billigste huse ligger i Øster Ulslev på Lolland og på Omø syd for Korsør, hvor sælgerne blot kræver 75.000 kr. for at overdrage deres villaer, men man skal ikke regne med at flytte direkte ind i sit nye hjem.

På Lolland er der nemlig tale om et håndværkertilbud, mens mægleren bag annoncen for Omø-villaen ligefrem anbefaler, at man river huset ned og opfører et nyt.

Billigt men dyrt

Vil man på jagt efter et godt tilbud i landets dyreste områder, er det helt andre beløb, der skal på bordet.

Nord for København må man slippe op mod tre mio. kr. for et hus i Rungsted eller Klampenborg, mens man i traditionelt dyre områder som Charlottenlund, Hellerup, Gentofte, Holte og Vedbæk skal finde mellem 1,6 mio. kr. og 2,6 mio. kr. for at blive husejer.

Har man et brændende ønske om at bosætte sig i et hus i Skodsborg, kan man til gengæld glemme alt om at slippe med et par millioner eller tre.

Prisen for byens billigste villa er nemlig seks mio. kr. for 160 kvadratmeter.

Totalrenovering og uopsigelig lejer

I traditionelt dyre områder som Risskov og Højbjerg ved Aarhus er der også gode muligheder for at etablere sig med hus og have til et rimeligt beløb.

I Højbjerg kan det gøres for 1,4 mio. kr., hvis man har mod på at totalrenovere eller rive huset ned, mens man for 1,9 mio. kr. kan købe 121 kvadratmeter villa i Risskov, men dog må finde sig i, at underetagen er beboet af en uopsigelig lejer.

Det dyreste hus af samtlige Jyllands billigste af slagsen, skal man til Aarhus C for at finde.

Her skal du af med knap 3,7 mio. kr. for 100 kvadratmeter bolig.

Se listen over de billigste villaer i din by