SF vil med stå inde for alle de aftaler, som partiet har indgået i sin tid i den nuværende regering, hvis Annette Vilhelmsen bliver ny formand, siger Vilhelmsen selv
Der skal ikke herske tvivl om, at SF under ledelse af formandskandidaten Annette Vilhelmsen vil stå fast på de aftaler, der allerede er indgået
Det skriver hun i en pressemeddelelse tirsdag.
- Vi skal stå helt inde for de aftaler, vi indgår, og vise, hvad vi vil som parti i forhold til de store samfundsudfordringer, lyder det fra Annette Vilhelmsen.
Sådan siger hun, efter at SFs afgående formand Villy Søvndal tirsdag aften skrev på Facebook, at den kommende formand for regeringspartiet må acceptere det nuværende regeringsgrundlag. Ellers bringer det samarbejdet med De Radikale og Socialdemokraterne i tvivl, mener Søvndal.
Den melding glæder Astrid Krag, der konkurrerer med Annette Vilhelmsen om SFs formandspost.
- Jeg er glad for Villys melding. Han slår fast, at man ikke kan være i opposition og regering på samme tid, skriver Astrid Krag i en pressemeddelelse.
Hun understreger over for SFs medlemmer, at hvis hun kommer til at indtage formandssædet, vil det ligeledes betyde en bibeholdelse af partiets nuværende position i regeringssamarbejdet.
- Jeg vil stå fast på den politiske linje, som Villy Søvndal har lagt, når det handler om regeringsdeltagelse, skriver Astrid Krag.
På det seneste er partiets profil dog »blevet for uklar«, skriver hun. Som formand lover hun derfor at bringe fokus tilbage på SFs kerneværdier.
- Står det til mig, skal vi være et indflydelsesparti i regering, som hele tiden trækker Danmark i socialistisk retning, skriver Astrid Krag.
Med Villy Søvndals opslag på Facebook blander han sig endnu en gang i, hvem der skal blive hans efterfølger. Det konstaterer den politiske kommentator Lotte Hansen. Udmeldingen er til Astrid Krags fordel.
- Hans indlæg bakker Astrid Krags linje mere op, fordi hun i sin retorik bakker mere op om regeringsgrundlaget end Annette Vilhelmsen gør, skriver Lotte Hansen på BT.dk
Politisk redaktør på avisen Politiken, Mette Østergaard, er mere direkte i sin vurdering.
- Det er en advarsel mod at stemme på Annette Vilhelmsen, siger hun til politiken.dk