Weekendens mest sindssyge mål stod Stoke-målmanden Asmir Begovic for, da han efter bare 12 sekunder scorede en enestående kasse.
I Premier League tog Stoke lørdag imod Southampton hjemme på blæsende Britannia Stadium. Kampen startede regelmæssigt med, at hjemmeholdet gav bolden op ved at spille bolden tilbage til Begovic i målet. Han sparkede langt, og med hjælp fra både bane, vind og skidt målmandsspil i den anden ende lykkedes det mirakuløst for Stoke-målmanden at score.
Bosniske Begovic bliver dermed den blot femte målmand i Premier Leagues historie, som kan kalde sig målscorer. Han melder sig ind i den fornemme klub, hvor også danske Peter Schmeichel er med. Paul Robinson, Brad Friedel og Tim Howard har ligeledes fundet netmaskerne.
Målet er samtidig det næsthurtigste i Premier Leagues historie (siden 1992). Rekorden tilhører Ledley King, som scorede for Tottenham Hotspur mod Bradford City efter 9,7 sekunder i december 2000.