Et tyndt, men uigennemtrængeligt skjold bestod sent fredag aften sin ilddåb, da franske sikkerhedsstyrker fra eliteenheden BRI (Brigade de Recherche et d'Intervention) stormede spillestedet Bataclan i Paris for at bringe terroristernes seriemord på de indespærrede gidsler til ophør.
Da 18 medlemmer af BRI rykkede frem, beskød gerningsmændene dem med automatrifler af mærket Kalashnikov, inden de sprængte sig selv og adskillige gidsler i luften med selvmordsveste. Den franske tv-station iTELE kunne mandag aften vise det såkaldte »Ramses Skjold«, som sikkerhedsstyrkerne skærmede sig bag under deres fremrykning, som et uhyggeligt vidnesbyrd om voldsomheden under skyderierne ved Bataclan.
Skjoldet blev ramt af 27 projektiler, men takket være dets solide kevlar-materiale trængte ikke et eneste af skuddene igennem skjoldet, der under befrielsesaktionen også blev brugt til at beskytte 20 gidsler, der havde held til at undslippe den blodige terroraktion på spillestedet.
