For første gang i ironmans historie har fire brødre kvalificeret sig til verdensmester-skabet på Hawaii i næste uge

- Jeg havde udtrykkeligt bestilt hvide shorts, forklarer Thomas Lawaetz, den ældste af brødrene, da de flår fire sæt postkasserøde, ultrastramme cykelshorts op af en papkasse. Det er sponsortøjet til VM i Ironman på Hawaii, som netop er ankommet. Her skal alle fire brødre deltage, og det er første gang i ironmans historie, at fire brødre har kvalificeret sig sammen, i hver sin aldersgruppe på 23, 25, 29 og 32 år.

Tilbage i 2011, da brødrene var til ironman i Roth i Tyskland, besluttede de, at de skulle kvalificere sig til VM i 2013.

- Lige siden er det dét mål, vi har arbejdet os hen mod, siger Thomas Lawaetz.

Stævnet i 2011 var Jonathans og Martins anden ironman og Anders’ første. Thomas, som havde gennemført en året før, tog et år fri fra træning. Den pause stoppede dér – han savnede fællesskabet om træningen og energien, det gav ham.

I top ti til VM

I alt har Thomas lavet fire ironman. Det har Anders også. Jonathan og Martin har lavet fem. Men alle har inden for de sidste fire måneder lavet tre og kvalificerede sig til VM på Hawaii 12. oktober, da de gennemførte Ironman Copenhagen i august i år – alle med tider på under ni timer og 30 minutter, som er hurtigere end mange af de professionelle atleter. Nu er målet, at alle kommer i top ti i deres aldersgruppe til VM. Kroppene er ved at være brugte, men konkurrencen mellem dem holder dem skarpe.

- Det betyder meget, at de andre er i gang. Så tager man ikke lige en dag på sofaen. Hører man, at de andre har været ude, vil man jo gerne være på niveau. Tænk, hvis der nu kun var tre, der blev kvalificeret, siger Thomas Lawaetz, mens han skænker kaffe og grøn te i store krus med ironmans logo på i stuen i Lyongade. Her bor han med sin kone og deres søn.

- Har vi nogen form for talent, så er det, at vi er gode til at bide tænderne sammen, når det gør ondt, og ikke giver op. Det tror jeg, vi har fra vores mor. Hun er benhård.

Sejrsviljen ligger i generne

Moderen fik Thomas, da hun var 20 og læste til sygeplejerske. Faderen, som er læge, havde lange arbejdsdage, men alligevel har moderen flere gange gennemført Vätternrundan – 300 kilometers cykling i et stræk .

- Så det ligger måske i vores gener, siger Thomas.

Lige siden barndommen i Hvidovre har de okset rundt i forskellige sportsgrene og forsøgt at være den bedste.

- Altid og i alting. Når vi har stået på ski eller snowboard, var det altid, hvem der kunne komme først ned, og hvem der kunne alting hurtigst, fortæller Anders Lawaetz, som er den eneste, der endnu bor i barndomsbyen.

I teenageårene tog det for alvor fart med træningen. Alle sejlede sammen med faderen, men for Thomas Lawaetz var det en skoletur til Norge, der for alvor bed sig fast. Han jernede af sted på langrendsski mod en skolekammerat, og for første gang oplevede han hjertebanken, som holdt ham vågen om natten, fordi han havde presset sin krop så hårdt. Da han kom hjem, begyndte han at løbe og blev senere eliteløber.

Afslappet holdning til sporten

En gang om året løb han Vasaløbet med broderen Martin i Sverige. 90 kilometers langrend. De ville være de bedste danskere. Det blev de. Til det sidste Vasaløb, de deltog i i 2010, var Jonathan med. De tre besluttede sig for at tage kampen op med Copenhagen Challenge, da det kom til Danmark samme år. Anders derimod cyklede på højt plan, en sport, han fik øjnene op for efter at have gennemført Vätternrundan uden at træne til det. I 2011 besluttede han at gennemføre en ironman. Det gjorde han. Våddragten prøvede han to dage inden konkurrencen, og benene havde aldrig løbet mere end fem kilometer. Men cykle kunne han.

- Det var en udfordring. Og det blev sjovere, fordi der er noget fællesskab i at gøre det sammen, fortæller han.

Den afslappede holdning til konkurrencen har han stadig. Det har de alle. Ironman er ikke deres liv, som Thomas siger, og Anders uddyber:

- Det betyder meget for os at få det hele med. Få træningen til at fungere med familie, uddannelse og arbejde. Det hele skal hænge sammen. Så må man effektivisere sin tid, og får vi ikke nok ud af det, vi lægger i træningen, så gider vi ikke gøre det.

Derfor træner de kun omkring ni timer om ugen, nogle gange sammen, men ofte hver for sig. Den korte træningstid vækker undren hos andre triatleter med væsentligt længere træningspas og skemalagte dage og kost.

- Folk tager jo orlov fra arbejde for at træne. De lægger enormt meget tid i det. Det gør vi ikke. Vi træner ikke så mange timer. Vi træner intensivt, siger Thomas Lawaetz.

Blandet slik til et race

Brødrene tager heller ikke en masse kosttilskud og holder sig ikke fra skålen med mintkarameller, der står midt på bordet.

- Vi kan sagtens tage ned på tanken og blande slik til et race. Det er meget sjovere end barer og geler, og det gælder jo bare om at få noget energi ned, siger Thomas Lawaetz. Anders køber gerne to marsbarer til cykelturen, og brødrene er enige om, at det er vigtigere generelt at leve sundt.

- Vores træner sagde engang: ’Eat what you like, but don’t eat everything you like’. Det handler om alt med måde. Det bliver også et kedeligt liv, hvis man ikke kan få alle facetter af en normal dagligdag med, siger Jonathan Lawaetz, som bor med sin kæreste i København.

Derfor mener de også, at man ikke behøver at være så bange for at gå på kompromis med hele sit liv, hvis man drømmer om at gennemføre en ironman. Ambitionerne skal ikke sættes så højt, at man ikke tør forsøge.

- Hvis du har en tiger i ryggen, så kan du lave de vildeste ting. Kroppen kan meget mere, end man tror. Det handler kun om den mentale begrænsning, siger Jonathan.

Den indstilling har bragt dem nok en sejr, og tiden efter VM byder på flere konkurrencer. Men intet er planlagt, fortæller Thomas.

- Vi er ikke triatlon-nørder, men vi kan godt lide at have et mål og gå efter det. At vinde. Det er jagten og samværet i det her, der er fedt. Men triatlon er ikke vores liv og identitet. Det at sætte os et mål og nå det – det er en del af os.