Her spillede hun sammen med Winona Ryder - men Angelina Jolie er forlængst på vej videre og lige nu befinder den nygifte fru Billy Bob Thornton sig i Mexico, hvor hun spiller famme fatale overfor macho-helten Antonio Banderas. Hvilket naturligvis har startet en veritabel strøm af hanky-panky-rygter.

B.T. mødte Angelina Jolie i Athen, hvor hun sammen med Nicolas Cage kiggede forbi, for at fortælle om deres fælles film, "Gone in 60 Seconds," som havde premiere herhjemme i går.

"Om det var sjovt at spille med i "Gone in 60 Seconds"? Er det fedt at få at vide, at man først skal møde på settet ved 12-tiden og så køre Ferrari resten af dagen?

Det var lige til at holde ud," svarer Angelina Jolie grinende på spørgsmålet om sin rolle som blonderet biltyv.

Og begynder så mere end beredvilligt at svare på de mere private spørgsmål, som vi i gruppen af europæiske og asiatiske journalister, der er i audiens hos den skønne på et hotel i Athen, er svært interesseret i.

Hver gang en mandlig reporter får ordet, går der dog nogen tid med hakken og stammen.

BRAMFRI FACON

Det er næsten FOR stort at befinde sig lige ved siden af kvinden, som må siges at have noget nær verdens smukkeste og mest kysse-indbydende mund. For ikke at tale om et sæt ben af de svært lange og velformede af slagsen.

Angelina Jolie er kendt for sin temmeligt bramfri facon.

Hun fortæller gerne og længe om sine mange tatoveringer - bl.a. den på maven med de latinske ord "Quod me nutrit me destruit" (det, der giver mig næring, ødelægger mig også) og det japanske døds-tegn på det venstre skulderblad - og hvordan hun betragter smerten, når hun får dem lavet, som en slags meditation.

Hun vil også gerne tale om sin facination af døden - "jeg drømte engang om at komme i praktik hos en bedemand.

Der er et eller ande betryggende ved at være på god fod med døden - før man er det, kan man ikke leve livet helt".

Og det generer hende heller ikke spor at blive spurgt om sit nye ægteskab med skuespilleren Billy Bob Thornton. Hvis navn hun (naturligvis) har fået tatoveret over sin vakse lille drage på venstre overam.

"Lige nu, hvor jeg er i Mexico det meste af tiden, savner jeg ham helt vildt. Han er i gang med en rolle i en Cohen-brødrene film, hvor han spiller barber og det er pludselig gået op for mig, hvor erotisk en klipning kan være.

Uhuuuu, bare tanken får mig til at rødme. Men sådan er det med ham - alt bliver meget erotisk. Jeg er faktisk noget spændt på, om jeg en dag vågner op uden hår," griner hun.

Mens den franske journalist, som stillede spørgsmålet, bliver pæonrød i ansigtet.

Hvorfor sagde du ja til rollen i "Gone i 60", som ikke ligefrem ligner de nuancerede kvindeportrætter, som du har tegnet i f.eks. "Girl, Interrupted" og "Gia" (en meget rost TV-film, hvor Jolie spiller en model, som dør af AIDS, red.)?

"Efter "Girl," vidste jeg, at der i en periode var nogle helt klare følelsesmæssige begrænsninger for, hvilke roller jeg kunne påtage mig. Som skuespiller elsker jeg at fordybe mig i rollen og i store følelser, men "Girl" var en svær proces og jeg var meget sårbar imens.

Efter at have spillet psykisk syg, havde jeg faktisk svært ved at opføre mig almindeligt igen. I ved, sådan lade være med at skrige folk ind i ansigterne eller kaste med ting.

Så "Gone in 60" var en slags sommerferie for mig. Nicolas Cage er blevet min ven og vi havde det virkelig skægt sammen.

Vi kunne fnise sammen og være fjollede og det var rigtig, rigtig godt".

Føler mig ikke særlig berømt

Hvordan har du det med berømmelse?

"Jeg føler mig ikke særlig berømt og desuden nægter jeg at lave om på mit liv.

Normalt hænger jeg bare ud sammen med venner, når jeg har fri, ligesom jeg altid har gjort. Jeg også kører med subway'en i New York.

Hverken Billy eller jeg har noget imod, at folk kommer hen og siger noget til os på gaden," siger Jolie og tænker sig godt om, før hun med et stort grin og en reference til en ubehagelig episode, som kollegaen Brad Pitt var udsat for, tilføjer:

"Men nu har jeg jo heller oplevet, at nogen har gemt sig i mit soveværelse og har taget mit tøj på".

Skal du snart spille sammen med Billy igen? (Angelina mødte sin mand under indspilningen af "Pushing Tin" i 1999, red.)

"Ja, ja. Jo før, jo bedre. Jeg har mere end lyst til at spille sammen med ham. Faktisk vil jeg allerhelst gøre alting sammen med ham.

Vi har da også masser af film-planer sammen - tiden må vise, om de bliver til noget. Lige nu er der ikke noget konkret".

Har det nogensinde været et problem for dig, at folk har opfattet dig som temmelig mærkelig?

"Øh, jamen, nej, jo, jeg er faktisk ikke så anderledes, som nogen gerne har villet gøre mig til.

Og selvom jeg for nogen er en slags sort får, så er det måske netop det, der gør det nemmere for publikum til at relatere til mig".

Hvilken type kvinde er det du spiller i "Dancing in the Dark" sammen med Banderas?

"Hun er dybt splittet, nærmet schizofren - og den del af hende, har jeg ikke spor svært ved at relatere til.

Det med at være to ting på en gang, som måske umiddelbart virker uforenelige, det kender jeg fint fra mig selv. F.eks. ville jeg fint kunne være en god mor, selvom jeg har tatoveringer.

Man kan sagtens være mange forskellige ting på én gang.

Er det rigtigt, at du sagde nej til en rolle i filmatiseringen af den gamle TV-serie "Charlies Engle"?

"Jeg blev aldrig tilbudt en rolle, der var bare snak om det. Men jeg føler mig ikke som en Charlies engel.

Jeg ville formentlig være faldet ned fra de høje hæle. Så den rolle jeg spiller nu, hvor jeg løber rundt i militær-støvler og er alene meget af tiden, er noget mere mig.

Det kan jeg langt bedre relatere til."

SVÆRT AT GIVE SLIP

Har du svært ved at give slip på en rolle, når indspilningen er forbi?

"Meget. Når jeg kommer hjem til mit hus efter at have været sammen med nogen mennesker i tre måneder, så er det en meget tom fornemmelse og jeg savner dem.

Det skyldes, at det også være nogle meget tætte oplevelser man har sammen, når man laver en film.

Da jeg spillede "Gia", skulle jeg én dag sidde døende i hospitalssengen - og den næste dag skulle jeg have alt håret barberet af. På det tidspunkt blev det så virkeligt, at vi var ved at græde alle sammen.

Man gennemgår en masse følelser i fællesskab og så er det svært, når det fællesskab pludselig er forbi".