Brandvarme Daniel Wass, der så sent som søndag agerede frisparkskonge, er fortid i Evian til sommer, meddeler klubben.
Daniel Wass har bragende succes i Evian. Søndag stemplede han igen ind med et mål på frispark, da han tordnede bolden i kassen bag Guingamp-keeper Jonas Lössl fra lang afstand.
Igennem længere tid har den blonde og alsidige dansker, der har umådeligt svært ved at holde sig inde i Morten Olsens landsholdsvarme, været sat i forbindelse med større klubber, og nu meddeler Evian, at Wass inden længe skal videre.
»Vi ved, han forlader os. Efter 30. juni vil han udfolde sit talent andetsteds,« siger Evian-træner Pascal Dupraz ifølge sport24.com.
25-årige Daniel Wass kom til Evian i sommeren 2011 fra Benfica. I første omgang på en lejeaftale fra den portugisiske storklub, men siden rykkede den tidligere Brøndby-profil permanent til Frankrig. Hans nuværende kontrakt løber til sommeren 2016.