Hvis man vil have opmærksomhed fra klubber i nogle af Europas største ligaer, kan man eksempelvis score 14 mål i 20 kampe og toppe topscorerlisten i den svenske liga.

Det er i hvert fald den måde, den danske offensiv-spiller Lasse Vibe har gjort opmærksom på sig selv, og i disse dage tæt på transfervinduets lukning får IFK Göteborg dagligt opkald fra større klubber, der vil høre om prisen på Vibe. Men IFK Göteborg spiller højt spil og har sat prisen omkring 16 mio. danske kroner, og det tyder på, at det er den eneste grund til, at Lasse Vibe endnu ikke er solgt til en større klub.

Interessen mangler i hvert fald ikke, og BT erfarer, at Bundesliga-klubber, engelske, italienske og hollandske klubber har henvendt sig til IFK Göteborg.

Det overrasker dog Lasse Vibe-lejren, hvis IFK fastholder den høje pris på 2,2 mio. euro.

- Hvis det er prisen, så synes vi, den er for højt sat i forhold til alder og anciennitet og det faktum, at de hentede ham i Sønderjyske for et år siden. Jeg forventer at tage en snak med Mats Gren (IFK-sportsdirektør, red.) en af de kommende dage om Lasses fremtid, siger Lasse Vibes agent, Mads Bach Lund.

Agenten lægger ikke skjul på, at Vibes mange scoringer og store succes i Allsvenskan kan mærkes på hyppigheden af telefonopkald.

- Jeg kan godt mærke en stor interesse, men jeg kan ikke gøre så meget andet end at henvise til IFK, som Lasse har kontrakt med. Lasse har det jo rigtig godt, hvor han er, og han har stor succes, men selvfølgelig har han også ambitioner, så hvis det rette tilbud kommer, så kigger vi på det, forklarer Mads Bach Lund.

Morten Olsen mangler i forvejen målscorere til landsholdstruppen med Nicklas Bendtner ude af billedet samt forhåndsafbud fra Simon Makienok, der skal giftes dagen før Armenien-kampen.

- Landsholdet kunne være sjovt, men det er ikke noget, jeg går og spekulerer over i hverdagen. Det kommer, hvis det kommer, sagde brandvarme Vibe tidligere på måneden til BT.