Den professionelle danser Mie Martha Moltke mødte sit barns far under optagelserne til underholdningsprogrammet 'Vild med dans'.
Kemien mellem Mie Martha Moltke og dansepartneren Lai Yde var ikke til at tage fejl af i 2007. Og få uger inde i optagelserne blev de kærester for åben skærm. Sidenhen fik de deres eget tv-program 'Sex, Lai og Mie', hvor de skulle hjælpe danskerne med deres sexliv.
Men deres forhold krakelerede. Mie Martha Moltke taler ud om skilsmissen, der blev færdiggjort i 2015, i et interview med Alt for damerne.
Det var desværre nødvendigt for den 35-årige danser at gå fra sin mand. Hun beskriver skilsmissen som en 'kæmpe sorg', men der var god grund til at blive skilt - også selvom hun stadig elskede Lai Yde, som hun kalder for en af sine gode venner dagen i dag.
»Lai har fortalt, at han kan mærke mig på en helt ny måde. At jeg er blevet meget mere direkte og bedre til at sætte grænser, og det, synes han, er fedt. Jeg synes også selv, at alting er blevet lettere, og jeg er meget gladere nu. Jeg er stadig ked af, at Lai og jeg er blevet skilt, men det var nødvendigt. Hvis vi havde gemt alle problemerne og uenighederne væk i en lille, sort boks, kunne vi godt have fortsat vores liv sammen, men så ville vi begge to gå og være kede af det, fordi vi ikke kunne være hundrede procent os selv,« siger hun til magasinet.
Det var gået op for danseren, at hun havde mistet noget vigtigt. Hun var gået for meget på kompromis med sin mand for at få forholdet til at fungere. Også selvom, at parret i første omgang ikke havde nogen problemer med at være dem selv.
Derfor flyttede de fra hinanden. En såkaldt 'kærlighedspause'. En handling, som den 35-årige danser i første omgang troede var midlertidig. Det viste sig at være en permanent løsning. Sammen blev de enige om betingelserne, og de fik lavet en deleordning om sønnen Milo.
Parret har sammen og hver især været meget åbne omkring deres sexliv. Derfor er det måske ikke specielt underligt, at hun har fået en del spørgsmål om bruddet efterfølgende.
Specielt ét spørgsmål har hængt ved.
»Jeg er ofte blevet spurgt, om Lai og jeg blev skilt, fordi vi var uenige om, hvorvidt vi skulle have et åbent forhold eller ej. Men det ville være unuanceret at stille det sådan op. Hvis det var det eneste problem, havde vi helt sikkert fundet ud af det, og så ville vi stadig have været gift i dag,« siger hun til magasinet.
Da Mie Martha Moltke blev skilt fra Lai Yde var det med et blødende hjerte, fordi hun stadig elskede ham. Men hun ønskede også kun at være sammen med ham. Derfor ville et åbent forhold aldrig fungere for hende.