Thomas Evers Poulsen vil have Mathilde Norholt til at vise sit sande jeg, når parret i aften går på gulvet - Vild med dans må ikke være skuespil.
'Vild med dans' har indtil videre været en rutsjetur for Mathilde Norholt og Thomas Evers Poulsen. De har prøvet alt fra at score topkarakterer hos dommerne til at blive sendt i omdans. Et af parrets største udfordringer har været at få Mathilde til at åbne sig og være sig selv på scenen.
- Hun skal ikke være en skuespiller, der spiller en rolle. Hun skal være sig selv. Og det er klart udfordringen, at det kommer helt ud. Og det har dommerne også bemærket, at hun er blevet bedre til, siger Thomas Evers Poulsen, da BT møder parret inden træning.
Men som datter af to skuespillere og med en karriere, der indeholder roller i flere tv-serier og film, kan det være svært at give slip og bare være sig selv på dansegulvet.
- Det har været en sindssyg udfordring. Jeg er et meget privat menneske. Jeg er født genert. Min far, som er skuespiller, er også meget genert, og det har jeg arvet. Så er det svært lige pludselig at skulle lukke op og sige: Hej, det er mig. Det har været mega skræmmende, fortæller Mathilde Norholt, der er glad for at have haft Thomas Evers Poulsen som støtte og guide.
- Det er jo klart, at det er anderledes for hende. Men det giver bare dansen noget ekstra, når Mathilde ikke bare tænker trin, men rent faktisk også danser dansen, siger Thomas Evers Poulsen, der er stolt over det stykke, som Mathilde Norholt allerede er nået.
Thomas: Mathilde er blevet højrøvet
- Den største forandring ved dig er, at du er blevet en lille smule højrøvet, siger Thomas Evers Poulsen, som bliver mødt af et undrende blik fra Mathilde Norholt.
- Ja, altså, din numse har ligesom løftet sig. Den er ikke så slap længere, tilføjer han, hvorefter de begge griner højlydt.
Mens kiloene rasler af mange af de andre deltagere i 'Vild med dans', har Mathilde Norholt nemlig taget på i vægt. Hun er blevet stærkere og har derfor øget sin muskelmasse.
- Du skulle se dig selv i hovedet, da jeg sagde, at du var blevet højrøvet, griner Thomas Evers Poulsen.
- Jamen jeg tænkte bare, at det er det eneste, jeg ikke vil være, lyder det fra Mathilde Norholt.
Når parret fredag aften bevæger sig ud i en slowfox, kan de være helt sikre på at gå videre til næste fredag. På grund af Claes Bangs frivillige exit, er der nemlig ingen, der bliver stemt hjem i denne omgang. 'Vild med dans' er i stedet udvidet på grund af Knæk Cancer-ugen. Derfor sidder tidligere deltagere klar til at modtage opkald og donationer igennem programmet, mens Søs Fenger og Mads Langer skal underholde.
