Danmarks drenge har været i store problemer i kampen, der potentielt kan sende os videre til kvartfinalerne ved EM. Men en reducering kort før pausen af Nicklas Bendtner holder håbet om point i live.

Efter 24 minutters spil gjorde Pepe det onde ved de danske EM-drømme, da han kom først på et hjørnespark og fra forreste stolpe kanonerede bolden i nettet på et hovedstød. Og knap ti minutter før pausen sparkede Helder Postiga et fladt indlæg fra Nani i nettaget. Øv!

Nicklas Bendtner fandt dog heldigvis målnæsen frem kort før pausen, da Michael Krohn-Dehli headede en aflevering fra Jakob Poulsen på tværs, så Bendtner som det letteste i verden kunne sikre en dejlig dansk kasse.

Første halvleg har været fuld af drama. Danmark kom godt fra start og allerede efter otte minutters spil havde vi haft fire hjørnespark. Den offensive indledning var endda efter få minutters spil ved at give Christian Eriksen en stor mulighed, da bolden lidt tilfældigt havnede hos ham i venstre side af feltet.

Desværre blev han taklet i skudøjeblikket. Kampen har været intens og portugiserne burde måske - måske ikke - være reduceret til ti mand, da Raul Meireles tog bolden med hånden efter en lang bold mod det portugisiske mål. Morten Olsen og danskerne appellerede for rødt kort for en nødbremse, men det blev ved gult.

Efter blot et kvarter måtte en af vores store profiler Niki Zimling udgå med en skade i sin venstre læg. Ind kom FC Midtjyllands Jakob Poulsen, som har gjort et godt indhop.