Jesper Kasi-Nielsen har forgæves forsøgt at kontakte skatteminister Holger K. Nielsen
Hvor er du, Holger? Det spørgsmål stiller den kendte erhvervsmand og tidligere storsponsor i Brøndby og AG København Jesper Kasi-Nielsen. Siden skatteminister Holger K. Nielsen (SF) og Skats direktør Jesper Rønnow for en måned siden på et pressemøde måtte erkende, at der var hold i kritikken af Skats aggressive behandling af en række borgere, har Jesper Kasi-Nielsen forsøgt at få ministeren eller skattedirektøren i tale.
Konsekvensen af kritikken i rapporten fra borger- og retssikkerhedschefen var ellers, at Skat nedlagde hele afdelingen for økonomisk kriminalitet, som netop stod for en yderst aggressiv sagsbehandling med direkte trusler mod Jesper Kasi-Nielsen – og hans sag skinner da også tydeligt igennem i rapporten.
- Jeg har i over en måned forsøgt at få ministeren eller Skats direktør i tale. Jeg har sendt mail og forsøgt at ringe dem op, men ingen af dem reagerer på mine henvendelser, siger Jesper Kasi-Nielsen, der finder tavsheden besynderlig.
- Jeg synes, at det er yderst mistænkeligt, at de gemmer sig på den måde. Nu er den afdeling, der behandlede min sag, nedlagt, og der er erkendt fejl, men de tør end ikke svare på mine mail eller opkald. Jeg synes, de som voksne mænd burde give mig en undskyldning, men som tiden går, bliver jeg bare mere og mere vred, siger Jesper Kasi-Nielsen.
BT kunne lørdag 5. maj fortælle, at en række e-mail afslørede, at Skat forlangte, at firmaet Kasi Aps skulle beskattes af yderligere 146 mio. kr., uden at der var juridisk belæg for kravet. Men Skat gjorde det samtidig klart, at hvis ikke Kasi Aps og familien frivilligt accepterede dette millionsmæk, ville Skat forfølge ’Kasis’ 66-årige mor, storesøster og ham selv personligt med skattesager, ekstra skattebetaling og politianmeldelse for skattesvig.
Seks skattechefer står skoleret
Skat er nu ved at undersøge, om der er belæg for at fyre nogle af de ansvarlige chefer. DR Nyheder beskrev onsdag, at i alt seks chefer i Skat er bedt om at aflevere en redegørelse til Kammeradvokaten, der nu skal vurdere, om der foreløbigt kan rejses tjenestemandssager.
Men selv om netop Kasi-Jespers skattesag er helt central i undersøgelsen, er han ikke blevet bedt om sin version af Kammeradvokaten.
- Jeg har slet ikke hørt noget fra Kammeradvokaten, og det er da noget underligt, at de ikke vil høre, hvad jeg har at sige. For mig at se forsøger Skat bare at frikende sig selv ved at lade deres egen advokat kigge på sagerne i stedet for en ordentlig uvildig undersøgelse. Det er et stort spil for galleriet, og det gør mig så rasende, siger han.
Skats direktør Jesper Rønnow sagde for en måned siden, at han vil afvente Kammeradvokatens undersøgelse, inden han giver nogen borgere en undskyldning.
- Vi er i gang med yderligere undersøgelser af folk i min organisation. Når jeg har fundet ud af, om der skal iværksættes disciplinære sanktioner, er jeg helt med på, at det også er en overvejelse at give en undskyldning, sagde han 27. juni til BT.
Skatteminister Holger K. Nielsen har ingen kommentarer til Jesper Kasi-Nielsens kritik.