Vil du begraves på… Facebook!?
Vil du bevare din Facebookprofil, når du dør? De sociale medier fører til nye valg, når man skal herfra.
Vil du bevare din Facebookprofil, når du dør? De sociale medier fører til nye valg, når man skal herfra.
Det spøger på Facebook.
Tiden, hvor man tog til kirkegården, når man ville mindes de afdøde, har fået et alternativ. Mange danskeres minde bliver nemlig ikke kun bevaret i en urne eller i en kiste – det lever videre på Facebook, hvor efterladte kan logge ind og mindes de døde med en 'Mindeprofil'.
I stedet for at slette profilen efter dødsfaldet kan man på denne måde se på gamle billeder og kommentarer, fra dengang brugeren var aktiv.
Idéen blev født af dødsfald
Idéen til mindeprofiler kom i 2007 efter det tragiske skoleskyderi på Virginia Tech i USA, hvor 32 blev dræbt. Efterfølgende bad brugere Facebook om ikke at slette profilerne fra de afdøde, men lade dem stå som minder.
Derfor besluttede Facebook i 2009 at oprette 'Mindeprofiler', der i praksis fungerer således, at de efterladte udfylder en formular efter et dødsfald, der giver bevis for dødsfaldet.
- Når nogen forlader os, forlader de ikke vores minder eller vores sociale netværk. Derfor har vi lavet muligheden for at oprette 'Mindeprofiler', som et sted hvor folk kan dele deres minder med de afdøde (...) På Mindeprofiler ændrer vi privatindstillingerne, så kun godkendte venner kan se profilen. Vi fjerner kontaktinformationer og status-updates, og vi umuliggør, at nogen kan logge ind på kontoen i fremtiden, mens venner stadig kan skrive beskeder på væggen, skrev Max Kelly på Facebooks officielle blog i oktober 2009, som et led i offentliggørelsen af det nye tiltag.
Udfylder man formularen bliver profilen oprettet som en 'Mindeprofil', som ikke dukker ikke op i søgninger, og hvor vægkommentarer ikke havner i andre brugeres news feeds.
Muligheden har givet Facebook en del vanskeligheder med at afgøre, hvilke henvendelser der er seriøse, og hvilke der bare er narrestreger.
Når en person går bort
'Mindeprofiler' har også været årsag til en del debat om, hvorvidt det er ubehageligt eller rart at kunne besøge de afdødes profiler.
Søren Chr. Kruse har selv mistet en ven, hvis Facebook-profil stadig eksisterer som en 'Mindeprofil'. For ham hjælper det dog ikke meget, at han kan besøge sin afdøde ven på Facebook.
- Jeg kan ikke helt se, hvorfor man fortsat skal have en profil. Det er jo tragisk når en person, man holder af dør, men det hjælper mig ikke meget, at man kan lave en mindeprofil. Det gør jo ikke, at han kommer tilbage, fortæller han.
Antallet af aktive Facebook-brugere på verdensplan er mere end 750 millioner, ifølge Facebook. Dertil hører, at antallet af døde mennesker på Facebook i 2010 blev opgjort til op mod 6 millioner mennesker, ifølge magasinet New York. Dermed er der udsigt til et ufatteligt antal spøgelses-profiler i fremtiden.
I Danmark har snart halvdelen af alle danskere en Facebook-profil. Der er nemlig lidt over 2,6 millioner Facebook-brugere i Danmark, og fire procent af brugerne er over 65 år gamle, ifølge hjemmesiden Checkfacebook.com.
Med en gennemsnitlig levealder i Danmark på 79 år og et langt højere antal unge sammenlignet ældre på Facebook, skal man ikke være fremtidsforsker for at regne ud, at antallet af 'Facebook-dødsfald' vil stige i fremtiden.
Facebook har endnu ikke offentliggjort antallet af 'døde' profiler, men årligt dør der ca. 55.000 mennesker i Danmark, ifølge Dødsårsagsregistret. De ca. '55.000 har dog langt fra alle en Facebook-profil.
Vil du Tweete til de døde?
Også på andre sociale medier har man lavet politikker omkring dødsfald. Twitter, der har over 200 millioner brugere, oprettede i 2010 en mulighed for at lave 'Mindeprofiler' meget à la Facebook. Det samme kan man gøre på Myspace, der har op mod 100 millioner brugere.
Der bliver derfor efterladt masser af digitale fodspor på nettet fra døde mennesker hver eneste dag. Hvad enten du er Myspace-, Twitter- eller Facebook-bruger, står det gravalvorlige spørgsmål tilbage: Vil du begraves på nettet, eller er kirkegården nok for dig?