40 skunklagre er indtil videre fundet, og de tiltalte skal ifølge anklageskriftet stå til regnskab drift og produktion af skunk og for blandt andet at have smuglet 10 kilo amfetamin ind i Danmark.
Når retssagen om omfattende dyrkning af skunk og import af store mængder amfetamin går i gang ved Retten i Kolding, kommer syv vietnamesere, en hollænder og en dansker til at sidde på anklagebænken.
Det fremgår af anklageskriftet, som er blevet fremlagt ved et retsmøde om at forlænge de nu tiltaltes varetægtsfængsling, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Ifølge anklageskriftet, som bygger på en længerevarende efterforskning fra politiets Task Force Vest, tager sagen udgangspunkt i afsløring af indtil videre 40 skunklaboratorier, og medgerningsmænd i sagen har fået 23 domme på i alt 43 og et halvt års fængsel.
»Det her er en rigtig stor sag, der startede med opdagelsen af et enkelt skunklaboratorium i Vejen i begyndelsen af 2012, og som derefter er vokset til dagens tiltale for organiseret og professionel skunkdyrkning i en større række laboratorier rundt om i landet og kæmpeimport af amfetamin til Danmark,« fortæller vicepolitiinspektør Kirsten Fischer fra Task Force Vest.
De to anklagere i sagen, Anna Holm Christensen og specialanklager Anja Hedegaard fra Sydøstjyllands Politi, fortæller, at de tiltalte nægter sig skyldige.
»Derfor skal sagen behandles i en domsmandssag med bevisførelse, og sagen forventes at strække sig over 25 retsdage ved Retten i Kolding,« lyder det i en pressemeddelelse.
Gerningsmændene skal blandt andet ifølge anklageskriftet have smuglet mindst 10 kilo amfetamin fra Holland til Danmark i januar, ligesom der angiveligt også er smuglet 4,9 liter amfetaminolie ind i landet i februar. Det svarer til omkring 75 kilo amfetamin på gadeplan.
Derudover er de tiltalt for at drive en virksomhed, der har importeret store mængder udstyr til at producere skunk og organisere skunkdyrkning på omkring 15 adresser. Stederne er angiveligt blevet drevet af vietnamesiske »gartnere«, og til produktionen er der blevet stjålet for omkring fem millioner kroner elektricitet.
Endelig er der ifølge politiet blevet videresolgt skunkhøst for omkring et ton hash.
Der er blevet beslaglagt 3,2 millioner kroner i kontanter og værdier som smykker, ure og indbo for omkring en million kroner.
Anklageren vil udover fængselsstraffe have udlændingene sendt ud af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt.