En 67-årig mand holder en 5-årig dreng fanget i sin selvbyggede bunker i Midland City, Alabama, USA.
Manden, Jimmy Lee Dykes, er ifølge vidner, der bor på den mistænkte kidnappers vej, en pensioneret lettere paranoid Vietnam-veteran:
- Han er ikke rigtig i hovedet, og tror regeringen er ude efter ham, siger Dykes nabo, Michael Creel til avisen Dothan Eagle.
I går bordede Dykes en lokal skolebus, og dræbte den 66-årige buschauffør med tre eller fire skud, efter at chaufføren havde forsøgt at forhindre kidnapningen af den 5-årige samt en 8-årig, som Dykes forlangte udleveret.
Den mistænkte drabsmand flygtede med den 6-årige under armen, til sit hus på Private Road. Mens skolebørnene blev kørt til det lokale sygehus i chok.
Da Dykes nåede hen mod sit hus, hvor han har bygget en overlevelsesbunker, satte en nabo efter:
- Jeg forsøgte at fange ham, da jeg hørte skud fra bussen, men jeg kunne ikke indhente ham, siger Creel til lokalavisen.
USA Today fortæller, at anti-terrorpoliti i kampdragter, har taget opstilling foran Dykes grund natten til tirsdag amerikansk tid.
Den lokale sherif, Wally Olsen, har endnu ikke bekræftet, at der er tale om en gidsel-situation.
- Vi har grund til at tro, at barnet er uskadt, men det er tvivlsomt, om denne episode bliver afsluttet hurtigt, siger han til Dothan Eagle.
Den mistænkte drabsmand og kidnapper, har tidligere været i klammeri med naboer, som han har truet med våben.
- Han truede mig og min datter med en pistol, fordi han mente, jeg havde kørt ind i hans indkørsel i december, fortæller James Edward Davis Jr., til lokalavisen Dothan Eagle.
Motivet til kidnapningen og drabet er endnu ikke kendt.