Forhandlere fra Vietnam og USA var i dag tæt på at nå til enighed om en handelsaftale mellem de to tidligere bitre fjender, sagde kilder tæt på forhandlingerne. En aftale mellem de to lande vil kunne bane vej for, at Vietnam kan komme med i WTO, Verdenshandelsorganisationen.

Ingen af forhandlerne ville efter dagens samtaler sige, hvilke problemer der endnu mangler at blive løst. Men kilder sagde, at de er tæt på enighed om en nedsættelse af told på varer og tjenester, om bedre investeringsmuligheder og beskyttelse af ophavsretten til tekniske opfindelser.

Forhandlingerne om en handelseaftale mellem Vietnam og USA har været i gang i snart fire år.