For 49 år siden tabte Anne Brit sin vielsesring bare et lille år efter, hun havde fået den på. Men hendes oldebarn Casper på bare syv år havde heldet med sig på familiens gåtur søndag.
På en almindelig gåtur i området omkring Anne Brit og Kjell Hellerens hjem for 49 år siden mistede hun sin vielsesring, da den gled af fingeren. Selvom det nybagte ægte- og forældrepar opdagede, at ringen var væk, var den som sunket i jorden.
Det skriver norske TV2.
Ægteparret fra en by i nærheden af Stavanger i Norge er i dag henholdsvis 70 og 69 år, og de har ledt efter ringen lige siden. Det har været et stort samtaleemne for familien flere gange. De har været ude med familien og lede igen og igen, men de opgav til sidst og købte en ny vielsesring til Anne Brit.
»Vi har forsøgt med både spade og rive,« fortæller Anne Brits barnebarn Charlotte Ødegård.
Men så fik oldebarnet Casper en metaldetektor i fødselsdagsgave. Og familien besluttede sig for at tage på udflugt. Flere gange blev oldemor lykkelig over at høre den pibende lyd fra metaldetektoren, når den fandt noget, men hun måtte også flere gange lade skuffelsen skylle ind over sig.
Efter 40 minutter var der dog endelig held i sprøjten.
»Men til sidst fandt vi endelig ringen. Hun var i ekstase, havde tårer i øjnene og gav alle et kram,« fortæller Charlotte Ødegård til mediet.
Ringen var efter de mange år stadig fin, og indgraveringen kunne fortsat læses. Anne Brit har nu lovet at passe ekstra godt på vielsesringen for fremtiden.
