Overskriften er nok lidt misvisende. For danske mænd (og kvinder) gør utvivlsomt det samme. Forskellen er bare, at herlighederne i Kina foregår i offentligheden og uden nogen form for skamfuldhed.

Jeg havde hørt mange rygter og fordomme, før jeg kom til Kina: kineserne er ulækre, de spiser grimt, de råber og ter sig på gaderne, og så det allermest »charmerende« karaktertræk, når de spytter, bøvser og prutter i offentligheden.

Jeg var næsten sikker på, at der måtte være tale om en meget ekstrem generalisering. For vi taler nu engang om næsten 1,4 milliarder mennesker, når vi siger »kineserne«.

Men på min første dag i riget i midten blev jeg alligevel med det samme konfronteret med det blakkede ry. I taxaen fra lufthavnen mod min nye lejlighed nåede chaufføren tre gange på ca. 20 minutter at berige de forbipasserende gader, der susede forbi bilvinduet, med ordentlige snotklatter ud gennem munden. Og mellemrummet mellem seancerne blev udfyldt af sporadiske bøvser, helt nede fra maven. Jeg trak vejret dybt og forsøgte at sige til mig selv, at jeg var kommet til hans land. At jeg skulle tilpasse mig hans kultur, og at jeg ingen ret havde til at blive fornærmet. Men det er svært, når man i Danmark fra man er helt lille har lært, at det-dér – det gør man bare ikke.

Siden min første oplevelse med generaliseringen har jeg fundet ud af, at jeg ikke bare var uheldig. Hver dag hører jeg bøvser og ser spyt- og snotklatter lande lige ved siden af mine fødder, og to gange har jeg endda gået lige bag ved en mand, der valgte at tømme tarmen for luft – nu, nu, nu.

Som jeg har iagttaget tendensen, er det primært dem, der ikke taler ikke engelsk, har ufaglærte job og har rundet de 50 år – der står for at holde generaliseringen og fordommene i live. Taxachaufføren, kioskejeren, skraldemanden osv.

Og det er ærgerligt, at to prutter og uendeligt mange spytklatter fra et bestemt segment skal definere 1,4 milliarder mennesker. For hvis man åbner sine øjne og lægger mærker til alle de andre mænd og kvinder, der ikke deltager i løjerne, er de jo enormt mange flere.

Når jeg taler med mine kinesiske bekendtskaber, der er unge, moderne og veluddannede, om hvordan det kan være, at alle disse mænd synes, at adfærden er i orden, er svaret altid det samme:

De har aldrig lært af deres forældre, at det er forkert. Der er tale om en kulturel tendens, der startede for mange årtier siden og ikke eksisterer længere, men som stadig viser sig i samfundet, fordi de mænd, der blev opdraget og var børn for 50 år siden, nu er voksne og ikke har fulgt med i udviklingen og ændret sig.

Samtidig fortæller de, at deres egen generation og segment i dag bliver opdraget til, at man hverken må spytte, bøvse eller prutte på gaden eller restauranten. Men fordi disse midaldrende mænd aldrig har lært det, virker det utvivlsomt som om, at landet er enormt tilbagestående, når det kommer til at holde private væsker og dampe – private.

Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Asien.