Vidner: Ukrainsk politi løslader fængslede prorussere
Prorussiske aktivister har søndag eftermiddag indtaget politistation i sortehavsbyen Odessa, og politiet er begyndt at løslade fanger.
Prorussiske aktivister har søndag eftermiddag indtaget politistation i sortehavsbyen Odessa, og politiet er begyndt at løslade fanger.
UKRAINE: Politiet i den ukrainske sortehavsby Odessa begyndte søndag eftermiddag at løslade tilbageholdte prorussiske aktivister.
Det beretter flere internationale medier, efter at politistationen tidligere på eftermiddagen blev omringet af hundredvis af prorussiske aktivister, der krævede løsladelse af fængslede kammerater.
Det begyndte ifølge Reuters som en fredelig demonstration ved politistationen, men endte med, at demonstranterne brugte magt for at indtage bygningen.
Ifølge Reuters brød demonstranter døre og vinduer til politistationen op, hvorefter øjevidner fortalte, at politiet begyndte at løslade fanger.
Omkring 120 personer blev tilbageholdt af politiet i Odessa efter voldsomme kampe fredag, der endte med en brand, som kostede over 40 prorussere livet.
Det har udløst stor vrede blandt de russisktalende beboere i Odessa. Der blev søndag lagt blomster ved den fagforeningsbygning, der fredag nedbrændte, mens prorussiske aktivister befandt sig inde i bygningen.
Den ukrainske premierminister Arsenij Jatsenjuk siger, at han har iværksat en undersøgelse af forløbet omkring urolighederne fredag i Odessa.
Han har samtidig rettet en skarp kritik mod politiet i Odessa for ikke at have håndteret situationen korrekt.