Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Nordjyllands Politi er i hælene på en mand, som mistænkes for at have affyret pistol mod en bekendt.

En 25-årig mand er natten til torsdag blevet ramt af flere skud på Skydebanevej i Aalborg, oplyser Nordjyllands Politi. Manden er uden for livsfare, oplyser politiet videre.

Ingen personer er endnu anholdt i forbindelse med skyderiet, men politiet oplyser torsdag formiddag i en pressemeddelelse, at de efterforsker sagen ud fra flere forskellige teorier. En af dem er, at sagen kan være banderelateret.

»Vi har talt med vidner, som fortæller os, at de har hørt flere skudsalver,« siger vagtchef Henrik Beck.

Derimod kniber det med at få den forurettedes tunge på gled.

»Han er ikke særlig meddelsom. Faktisk vil han ikke sige noget som helst, men på baggrund af vores efterforskning har vi fundet ud af, at den forurettede og gerningsmanden sandsynligvis kender hinanden,« siger vagtchefen.

Politiet mener at vide, hvor den formodede gerningsmand bor.

»Så det er nok et spørgsmål om tid, før vi får ham anholdt,« siger han.

Skyderiet blev anmeldt klokken 1.40.

»Der er tilsyneladende anvendt en pistol. Vi har fundet flere patronhylstre på stedet,« fortæller Henrik Beck.

Skudofferets navn optræder i forvejen i politiets 'systemer', oplyser vagtchefen.

Den 25-årige mand bor i Aalborg, mens den formodede gerningsmand bor 'et stykke' uden for byen.

/ritzau/