Vidne: Soffi stillede aldrig spørgsmål ved noget
Soffi Louisa Larsen, der er tiltalt i den aktuelle rufferisag sammen med Anni Fønsby (nu Brinch, red.), portrætteres af hendes kæreste, som én, der gør, hvad der bliver sagt.
Soffi Louisa Larsen, der er tiltalt i den aktuelle rufferisag sammen med Anni Fønsby (nu Brinch, red.), portrætteres af hendes kæreste, som én, der gør, hvad der bliver sagt.
FØLG SAGEN LIVE - KLIK PÅ LINKET NEDENFOR I ARTIKLEN.
Soffi Louisa Larsens kæreste sidder i vidneskranken i Retten i Odense. Han afhøres om tiltalerne for våbenbesiddelse, besiddelse af narko og forsøg på indbrud, som er en del af de tiltaler, der rettes mod Soffi Louisa Larsen.
Anni Fønsby har intet med denne del at gøre. Hun er alene tiltalt for rufferi.
Soffi Louisa Larsens kæreste Henrik er selv dømt for samme forhold, som anklager Anette Korsgaard netop nu udspørger ham om for at klarlægge Soffi Louisa Larsens andel i.
Han understreger, at Soffi ikke vidste noget, hverken om de steroider eller våben, som han bad hende og en au pair-pige om at hente, så de kunne gemmes af vejen. Han fik dem kun til det, fordi politiet overvågede det sted, hvor han opbevarede dem, og fordi han selv havde benet i en skinne.
Han gentager også igen og igen, at Soffi ikke vidste noget eller stillede spørgsmålstegn, da han tog hende med til Løkken for at forberede et indbrud. Han skulle stjæle en nøgle fra et sommerhus, så han fik adgang til sommerhusejerens bankboks i Løkken Sparekasse, hvor der gemte sig 2,6 mio. kr. i sorte kontanter.
.
Han fremstår både fra sine egne udsagn og fra andres vidneforklaringer som en hård mand, der har "store" venner, som man ikke har lyst til at lægge sig ud med.
- Man har jo set nogle af hans venner... De ser jo lidt farlige ud. Man ved jo ikke, hvad der ville ske, hvis man satte sig imod – om man ville være her i dag, forklarede et af dagens tidligere vidner, parrets tidligere au pair-pige, der også blev dømt for våbenbesiddelse, idet hun efter ordre fra Henrik flyttede våbnene sammen med Soffi Louisa Larsen.
Henrik selv er klippet skaldet, solbrun, og tæt tattoveret på armene. Han har stramme jeans og en stram hvid t-shirt på, så man ikke er i tvivl om, at den næsten to meter høje mand er meget muskuløs.
Og den noget mere spinkle kvinde, der sidder som medtiltalt i sagen virker ikke til at skulle have meget at sige overfor ham.
- Hun plejer at gøre, som man siger. Hun stiller aldrig rigtig spørgsmål, siger Henrik i vidneskranken.
Måske for at dække over kærestens medvirken i sagerne. Måske fordi hun virkelig ikke stillede spørgsmålstegn, selvom hendes kæreste inddrog hende i ting, der virkede tvivlsomme.
- Hun får noget at vide, hvis jeg fortæller hende det. Sådan er det, fastslår Soffis kæreste, og kalder hans samleverske for "et skalkeskjul", der skulle hjælpe ham med at få hans kriminelle forehavende til at virke tilforladeligt.
FØLG SAGEN LIVE - KLIK PÅ LINKET ØVERST I ARTIKLEN.