Vidne: Folk smed sig ned under bordene i panik
Efterlyser sortklædte røvere efter voldsomt casino-røveri i Aarhus
Efterlyser sortklædte røvere efter voldsomt casino-røveri i Aarhus
To maskerede mænd stormede kort før klokken 02 natten til onsdag Royal Casino i Aarhus og truede personale og gæster med våben. De stak af med et større pengebeløb.
Østjyllands Politi søger nu vidner, der har set mændene i aktion eller i nærheden af kasinoet på Store Torv.
Den ene røver beskrives som cirka 180 centimeter høj, slank til almindelig af bygning. Han var iført mørkt tøj, muligvis i armygrøn farve og mørke, ensfarvede joggingbukser. Han bar en sort maske med huller til øjne og mund og var bevæbnet med et cirka 50-70 centimer langt våben. Skæftet var lysebrunt.
Hans medgerningsmand var lidt lavere og ligeledes iført mørkt tøj. Han medbragte en sort affaldssæk, der ifølge vidnernes beskrivelse passer til et udendørs affaldsstativ.
De to mænd kom ind på kasinoet klokken 01.50, hvor den ene truede de tilstedeværende i receptionen, mens den anden fik udleveret pengene, som blev lagt i affaldsposen.
- Der er på nuværende tidspunkt ikke et klart overblik, hvor mange penge de slap væk med, men jeg kan sige, at der er tale om et større pengebeløb, siger vicepolitiinspektør Claus Danø, Østjyllands politi.
Til bt.dk oplyser Royal Casino at røverne slap væk med 104.000 kroner.
Vidner til røveriet har fortalt politiet, at de to røvere talte dansk. Derfor leder de efter dansktalende gerningsmænd, men de er endnu ikke så langt med efterforskningen, at de vil sætte konkrete navne på.
- Vi har ikke mistanke mod specifikke personer på nuværende tidspunkt, fortæller vicepolitiinspektør Claus Danø, der leder efterforskningen.
Politiet vil ikke fortælle, hvor mange personer, der var tilstede på casinoet, da røverne slog til, men siger, at det drejer sig om flere personer. Efter det voldsomme røveri, opgav politiet at afhøre alle vidner.
- Nogle af vidnerne sendte vi hjem og sove, og så skal vi afhøre dem i dag, siger Claus Danø.
Hans hold af efterforskere arbejder på højtryk for at få opklaret røveriet.
- Vi søger vidner, der har sendt gerningsmændene under deres flugt. Vi er desuden i gang med en masse tekniske undersøgelser og afhøringer, så vi efterforsker bredt, siger Claus Danø.
Efter røveriet flygtede gerningsmændene ad Rosensgade og videre ad Mejlgade i retning mod Nørreport. Det vides endnu ikke, om de har brugt et køretøj under flugten.
Røveriet bliver diskuteret ivrigt på pokernet.dk, hvor en af forummets brugere, Valuehunters-2, giver en øjenvidneberetning fra episoden. Han fortæller ifølge bt.dk, at en forklædt mand stormede ind på kasinoet med en »kæmpe gun« i hånden. De besøgende smed sig derfor på gulvet i frygt for at miste deres liv.
- De kom løbende ind, lød lidt som en asiat enten var mega drunk, eller havde vundet stort. Så kiggede alle op et par gange, og ind kom der en mand løbende med seriøs stor gun, som råbte »giv mig pengene, kom med pengene«. Så fløj alle under bordet og prøvede og ligge sig, så hvis han skød, at man ikke blev ramt. Og ellers håbede man, han ikke kom ned til os. Og så forsvandt han, og så var der en del panik efter, skriver Valuehunters-2 ifølge bt.dk på siden.
Det er ikke første gang, at røvere udser sig Royal Casino som mål for deres kriminalitet. I 2001 begik tre maskerede mænd et brutalt røveri mod casinoet, hvor de slap af sted med 1,5 millioner kroner.
Har man oplysninger, der kan hjælpe politiet med at opklare røveriet, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114. Alternativt kan man ringe direkte til lederen af efterforskningsafdelingen for personfarlig kriminalitet, fungerende vicepolitiinspektør Claus Danø, på 22691083.