Der var drengerøvsdunst og testosteron for alle pengene, da fodboldplæneklipperen Stig Tøfting og boksebamsen Brian Nielsen rendte ind i hinanden ved et golfarrangement i Himmeland Golf & Spa resort fredag aften.
Stig Tøfting opfordrede den tidligere verdensmester og Mike Tyson-modstander til at slå eks-fodboldspilleren i maven. Efter det første 'hug i sækken' lød det hånende fra Tøfting:
»Du kan ikke slå. Jeg har sagt til dig, at du ikke kan slå en bule i en blød hat. Du er værdiløs.«
Det medførte yderligere to Super Brian-mavepustere, der vil ha' fået de fleste til at knække sammen i smerte. Men Tøfting blev stående og fortsatte sine drillerier. Til sidst faldt de to sportsvenner hinanden om halsen og skreg af grin.
Hele optrinnet blev fanget på mobiltelefon af Flemming Astrup, der efterfølgende lagde videoen ud på Facebook.
