Everton-spilleren Ross Barkley fik uden grund flere slag i ansigtet, da han søndag aften var på cocktailbaren Santa Chupitos i Liverpool.
Det skriver flere engelske medier, herunder BBC og Daily Mail. Overvågningskameraer fra stedet afslører, hvordan landsholdsspilleren står og taler med en anden mand. I første omgang ganske fredeligt, men pludselig slår manden ud efter Ross Barkley, der falder til jorden efter at have fået sendt flere slag i sin retning, hvoraf det ene rammer ham i ansigtet.
En anden mand kommer ham til undsætning og får den agressive gerningsmand væk fra fodboldspilleren.
Og Ross Barkleys advokat har bekræftet, at det er fodboldspilleren, der er tale om i videoen.
»Vi kan bekræfte, at Ross var offer for et uprovokeret overfald af en fremmed, der fik hen til ham søndag aften,« siger Matt Himsworth fra Himsworth Legal. Også politiet i Merseyside har i en meddelelse fortalt, at de undersøger sagen.
»Politiet i Merseyside er klar over, der florerer billeder på internettet der viser et overfald på en bar i centrum af Liverpool. Der er ikke blevet anmeldt et overfald, men flere betjente er i gang med at undersøge episodens omstændigheder,« lyder det.
Ifølge Daily Mail trænede 23-årige Ross Barkley med mandag sammen med Everton på trods af søndagens episode.
Han spillede hele kampen for holdet, da det søndag blev til en 4-2 sejr hjemme over de forsvarende engelske mestre fra Leicester.
Ifølge flere engelske medier kom Ross Barkley ikke voldsomt til skade, og ifølge den lokale avis Liverpool Echo, nægtede den 23-årige landsholdsspiller at få behandling, ligesom at han ikke ville have, at politiet eller en ambulance blev tilkaldt.
Ross Barkley har været en del af Evertons førstehold siden 2010 og han har indtil videre spillet 173 kampe for klubben, der lige nu ligger nummer syv i Premier League.
Han har spillet 22 kampe for det engelske A-landshold, som han debuterede for i september 2013.