Det er ikke altid lige let at komme op om morgenen, når alarmen bipper, og man helst vil blive liggende en time eller tre længere. Men måske ville morgenen starte lidt bedre, hvis du blev vækket af en blid røst fra din favorit-kendis?
Det er i hvert fald ideen bag den nye app 'Wakie wakie', der i samarbejde med Danmarks Indsamling 2017 har fået en række kendte danskere til at indtale morgenvækninger, som måske gør din morgen behageligere - eller i hvert fald lidt sjovere.
Sidstnævnte er tilfældet med en helt særlig morgenvækning, som skuespiller Bodil Jørgensen har indtalt, og som i sit videoformat er blevet set mere end 240.000 gange på Facebook, hvor blandt andet Lokalavisen har delt vækningen.
Bodil Jørgensen har lavet flere vække-versioner, og mens den, der florerer på Facebook er en forholdsvis lødig, sønderjysk morgenvækning, så har Bodil Jørgensen også indtalt en lidt anden version om Ida, der bare gerne vil have en 'brændeknippe'.
'Det var så hård en vinter, og alle måtte trippe. Og bitte Ida gik i skoven for at samle brændeknippe. Knippe Knippe knippe. Det eneste, som hun trængte til, det var et brændeknippe,' lyder det fra den folkekære skuespiller i videoen, mens man ser en pige vågne langsomt.
Morgenvækningskonceptet er skudt i gang i samarbejde med Danmarks Indsamling, som løber frem til den 4. februar. I den periode vil en lang række kendte danskere tilbyde morgenvækning, og når du vælger en bestemt kendis-vækning, kan du i samme ombæring donere et valgfrit beløb til netop Danmarks Indsamlingen, der i år har temaet 'Ingen børn må sulte'.
Udover Bodil Jørgensen kan man få morgenvækning fra en lang række andre kendte danskere, som Rune Klan, Rasmus Botoft og Szhirley.
