Derudover er der vennerne fra skolen, mors kreds og lokalområdet. Prins Joachims ældste søn keder sig ikke i hverdagen.

I sin omgangskreds er han kendt for at tage føringen, være aktiv og meget udadvendt. Det var også det billede, der tegnede sig i DR-dokumentaren »Prins Nikolai ti år«, hvor han klatrede i træer, frygtløs svingede sig over en sø og kørte motocross.

Han viste også stor interesse for bl.a. læren om strøm, biler og landes placering, og yndlingsskolefagene er da også idræt, geografi og fysik.

Lillebror er hans bedste ven, og de driller gerne hinanden kærligt.

Prinsen er en nysgerrig dreng, der stiller mange spørgsmål om alt mellem himmel og jord, og blandt fremtidsdrømmene er forskellige job som racerkører, landmand og forretningsmand.