Vi tror ikke på Thorning som jobskaber
Regeringen har sat sig for at sende flere danskere i arbejde, men der er ikke mange, som tror på, at det kan lade sig gøre. Det viser en ny meningsmåling.
Regeringen har sat sig for at sende flere danskere i arbejde, men der er ikke mange, som tror på, at det kan lade sig gøre. Det viser en ny meningsmåling.
Et af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) prestigeprojekter er at få flere danskere ud af ledighedskøen. Men det virker ikke til, at danskerne tror på regeringslederens projekt.
Kun 29 procent mener ifølge en ny meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har lavet for Børsen, at Helle Thorning-Schmidt er den bedste garant for at få flere i arbejde. 39 procent peger på Lars Løkke Rasmussen (V) som den bedste jobskaber.
Ved folketingsvalget i september sidste år mente 48 procent, at Helle Thorning-Schmidt ville være bedst til at løfte opgaven, mens 35 procent stolede mest på Lars Løkkes evner til at skabe flere jobs.
Socialdemokraterne mener, at præmissen for undersøgelsen er forkert, da man skal fokusere på, om der er skabt arbejdspladser og ikke på, om man tror, at der kan skabes arbejdspladser.
- Mens ledigheden stiger i resten af Europa, så har vi i Danmark været i stand til at bevare den lave ledighed på omkring 6,2 procent. Det tager jeg som et udtryk for, at regeringens politik rent faktisk virker, siger Lennart Damsbo-Andersen (S), der er formand for Folketingets beskæftigelsesudvalg, til Børsen.
En anden meningsmåling fra Greens Analyseinstitut giver Helle Thorning-Schmidt endnu en politisk lussing. Den viser, at blå blok ville få 100 mandater, hvis der var folketingsvalg i dag, mens rød blok ville få 75 mandater. Socialdemokraterne ville få 34 mandater - 10 mindre end ved valget i september - mens Venstre ville få 10 mandater flere end ved valget, nemlig 57.
Pia Kjærsgaard får en fin måling som afskedssalut, da Dansk Folkeparti står til at få 26 mandater mod 22 ved valget.