Danskernes indkøb af slik, sodavand og øl uden moms og afgifter løber ifølge Dansk Erhverv op i 1,5 milliarder kroner
En stor del af danskerne har ikke de store kvaler med at nyde fredagsslik eller en fyraftensbajer, som ikke indbringer staten penge i form af afgifter og moms, skriver Jyllands-Posten.Alene i 2012 vil vores indkøb af illegale nydelsesmidler løbe op i 1,5 milliarder kroner, lyder vurderingen fra Dansk Erhverv (DE). Erhvervsorganisationen bygger prognosen på en meningsmåling, hvor den har testet, hvordan danskerne har det med at købe illegalt importeret slik, øl og sodavand.
Den viser blandt andet, at hver femte kender til et sted, hvor man kan komme uden om de irriterende afgifter og fylde billige varer i tasken. Og 40 procent af dem, der kender til stederne, vælger at benytte sig af den usunde fristelse.
Derfor bør regeringen overveje at sænke momsen og afgifterne, lyder meldingen fra Dansk Erhverv.
- Prisforskellen er blevet så stor, at det giver folk et incitament til at købe illegale varer, siger Marie Louise Thorstensen, der er politisk konsulent i DE.
Og det ville ifølge erhvervsorganisationen også skæppe godt i statskassen, hvis man kunne komme det illegale salg til livs. Ifølge DEs beregninger går staten glip af 570 millioner kroner på grund af de afgifter, der ikke kommer ind.
Købmændenes erhvervsorganisation DSK frygter, at der er tale om et endnu større beløb.
- Folk har en tendens til at svare det, som de synes, de burde gøre. Derudover er der mange, der ikke ved, at det er illegalt at sælge grænsevarer videre til venner og naboer. De ved ofte ikke, at de foretager illegal handel, siger underdirektør i DSK, Claus Bøgelund, til Jyllands-Posten.