Vi glemte at hente 52 mio.
Vi er glemsomme, når det handler om at hente vore mindre præmier, men ikke nok med det. Tipstjenesten efterlyser nu den kvinde eller mand, der vandt næsten 19 mio. kr. i Joker forrige lørdag
Vi er glemsomme, når det handler om at hente vore mindre præmier, men ikke nok med det. Tipstjenesten efterlyser nu den kvinde eller mand, der vandt næsten 19 mio. kr. i Joker forrige lørdag
Over 50 mio. gode danske kr. kunne være havnet i vore lommer.
Vi spiller for at vinde, men ofte glemmer vi at hente præmierne.
Derfor kan Tipstjenesten nu afsløre, at hele 52 mio. kr. er tabt for vinderne allerede i år. Tallet vil sandsynligvis nå 60 mio. kr. inden årets udgang, vurderer spilleeksperterne.
»Det handler primært om mindre præmier, der skal hentes indenfor tre måneder,« siger Henrik Nielsen fra Dansk Tipstjeneste.
Det er langt fra tilfældet, når gevinsten nærmer sig 19 mio. kr., men alligevel er de ufattelige mange mio. at regne som »uafhentede« i skrivende stund, men heldigvis ikke tabt.
Derfor besluttede Tipstjenesten i går at efterlyse den kvinde eller mand, der vandt det gigantiske beløb i Joker-spillet forrige lørdag.
»Vi står på hel bar bund,« erkender Henrik Nielsen.
»Hverken vi eller forhandleren har den mindste anelse om, hvem den superheldige er.«
Kun nogle få kendsgerninger står fast. Spillet blev købt i forretningen, »Vinbonden«, på Frederiksberg, og det drejer sig om en LynLotto på to rækker med tilhørende Joker.
Kuponen er præcis 18.990.510 kr. værd. Det samme beløb, der blev vundet i Århus-forstaden, Højbjerg, og her var den heldige ikke længe om at melde sig.
Den ukendte vinder kan principielt vente et helt år med et melde sig, da det absolut handler om et beløb over 200 kr., men det faktum, at Tipstjenesten endnu ikke har hørt fra vinderen, får alarmklokkerne til at ringe.
Er vedkommende rejst på ferie, eller er den gyldne kupon forsvundet i glemslen?
Hvis det skulle ske, at pengene aldrig tilflyder en vinder, vil det være en ny danmarksrekord i uafhentede gevinster.
Det er snart to år siden, at en ukendt vinder måtte vinke farvel til hele 9,3 mio. kr.
Kuponen var blevet spillet i det vestjyske, og selv om Tipstjenesten og politiet i Esbjerg arbejdede sammen i håbet om at finde frem til vinderen, lykkedes det aldrig.
I stedet havde et utal af mennesker den frækhed at melde sig som vindere, men ingen af dem kunne fremvise den nødvendige dokumentation.
Som alle andre uafhentede præmier havnede de over ni mio. kr. i den såkaldte ørefond, der siden kommer andre spillere til gode.
De 52 mio. kr., der allerede er havnet i ørefonden i år, er uafhentede gevinster fra alle Tipstjenestens spil, men hovedparten af præmierne er vundet i held-spillene, bl.a. Lotto, Joker, OnsdagsLotto og Skrab.
At folk øjensynligt ikke gider at kontrollere deres kuponer er lidt svært at fatte, da de f.eks. kan købe en ny kupon for de penge, de netop har vundet, og derefter er de igen med i spillet om de sædvanligvis mange mio. uden det behøver at have kostet dem en krone.
Hvis du vil være sikker på, at du ikke bliver snydt for din lille eller måske store gevinst, kan du købe et præmiekort hos en forhandler.
Det har 50.000 danskere allerede gjort, og dermed er de garanteret, at deres evt. præmie går direkte ind på deres bankkonto.
Kortet er af plastic - nærmest at sammenligne med et dankort - og i forbindelse med, at du køber kortet for et symbolsk beløb på 25 kr., udfylder du et skema med de nødvendige oplysninger, kontonr. m.v.
Derefter medbringer du kortet, når du aflægger en forhandler et besøg, og du vil aldrig gå glip af 19. mio. kr....
bola@bt.dk.